Pokémon-selskab har ikke bare doblet eller tredoblet, men 26-doblet indtjening

16x9
Pokémon-jægere valfarter til Det Kgl. Biblioteks Have i efterårsferien. Arkivfoto fra 2016. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Det kommer næppe som en overraskelse, at virksomheden bag mobilspillet 'Pokémon Go' gnider sig i hænderne.

Den 30. maj offentliggjorde The Pokémon Company indtægterne fra det seneste år, som løb indtil den 28. februar 2017. 

Og det har været et rigtig godt år for den japanske virksomhed. 

Indtægterne er således mangedoblet 26 gange og virksomheden er gået fra en indtjening i 2016 på cirka 37 millioner kroner til en indtjening i 2017 på lidt over 950 millioner kroner.

Da The Pokémon Company er en privat japansk virksomhed, så er de ikke forpligtet til at oplyse indtægter og salgstal til offentligheden, så det fremgår ikke, hvordan virksomheden pludseligt har formået at skovle så mange ind. 

Det er dog sikkert at formode, at det er populariteten fra mobilspillet 'Pokémon Go' og 'Pokémon'-spillet til den håndholdte konsol Nintendo 3DS, som kraftigt har medvirket til at få mange mønter i kassen.

Techcrunch har også tidligere beskrevet, hvordan store virksomheder som for eksempel McDonald's, betaler The Pokémon Company og Nintendo store summer for at have særlige præmier og Pokémons i sine restauranter, som spillere så kan forsøge at fange.

Nintendo ejer 32 procent af The Pokemon Company.