Snapchat-klon overhaler Snapchat i antal brugere

16x9
I 2012 købte Mark Zuckerberg og Facebook Instagram. Året efter forsøgte de at købe Snapchat. Sidste år lancerede de så en klon af de sociale medie, og nu har de overhalet Snapchat i antal brugere. Foto: JUSTIN SULLIVAN / Scanpix Denmark

I sommer lancerede Instagram en ny funktion, der til forveksling ligner Snapchat. Nu har den Facebook-ejede app overhalet Snapchat i antal brugere.

200 millioner. Så mange Instagram-brugere har taget funktionen Instagram Stories til sig.

Dermed har det sociale medie overhalet sin direkte konkurrent Snapchat med sine 161 millioner brugere.

Det er kun otte måneder siden, at det sociale medie, der er ejet af Facebook, lancerede funktionen, hvor brugere kan dele billeder og videoer med deres venner, billeder og videoer der forsvinder igen efter 24 timer. Funktionen blev hurtigt kaldt en Snapchat-klon.

Afslog købstilbud

Snapchat løftede sløret for sit antal af brugere tilbage i februar, da selskabet meldte ud, at det ville børsnoteres. Mens Instagram har sat tal på sine ’Stories’-brugere i forbindelse en pressemeddelelse, der præsenterer nye funktioner i appen.

Allerede i januar havde Instagram Stories 150 millioner aktive brugere, og ifølge det amerikanske teknologi-medie Techcrunch, så er Snapchats vækstrate faldet 82 procent, siden Instagram Stories blev lanceret.

I marts blev Stories også lanceret i Facebooks apps Messenger og WhatsApp, hvormed mere end 1 milliard mennesker har fået adgang til funktionen.

Den hårde konkurrence fra Facebook kan ses som en hævn for, at Snapchat-ejeren Evan Spiegel i 2013 afslog et købstilbud fra Mark Zuckerberg og Facebook på 21 milliarder kroner.  

Snapchat anklaget for at pynte medlemstal

Tidligere på ugen kom det frem, at Snapchat er blevet sagsøgt af en tidligere medarbejder ved navn Anthony Pompliano for at have pyntet på netop sine brugertal.

Ifølge søgsmålet har flere Snapchat-direktører gentagende gange givet potentielle investorer forkerte brugertal i forbindelse med tidligere omtalte børsnotering for at tale værdien af selskabet op.

Det lykkedes for Snapchat at komme på børsen i marts med en markedsværdi på cirka 25 milliarder dollar svarende til godt 170 milliarder kroner, med Morgan Stanley og Goldman Sachs som de største investorer.

En talskvinde fra selskabet Snap, der ejer Snapchat, afviser til The Guardian, at der er hold i anklagen.

- Det er alt sammen opdigtet af en misfornøjet tidligere ansat, udtaler Mary Ritt i en meddelelse.