90'er-fænomenet 'Tamagotchi' er tilbage

Hvis du er vokset op i 90'erne og har et nostalgisk gen, kan du nu få en kopi af den originale Tamagotchi for 120 kroner.

Savner du i den grad din uundværlige følgesvend fra dengang i 90'erne, hvor nøgleringen var udstyret med det digitale kæledyr Tamagotchien?

Så fortvivl ikke - ifølge blandt andet sitet Verge.com sender det japanske videospilsfirma Bandai Namco nu en kopi af den orginale Tamagotchi fra 1990'erne på gaden - komplet med de originale kæledyr, features og farverige æg-designs. Ifølge Verge.com er prisen i Japan, hvor man forventer efterspørgslen vil være størst, 1.920 yen - det svarer til cirka 120 kroner, nogenlunde prisen dengang i slut 90'erne, da Tamagotchierne kom frem og havde deres storhedstid.

Hvis du hører til de skeptiske, der synes, at det her måske sådan cirka er den dårligste forretningsidé, du har hørt om i meget lang tid fra det amerikanske firma - så tager du måske fejl.

Ifølge Verge.com var Tamatgotchier i forskellige sammenhænge populært sidste år, en opdateret version af nøgleringen Tamagotchi Friends, blev sendt på markedet i 2013 - og har ifølge Verge.com været en stor succes.

Lancerede kopi i 2013

Og samme år lancerede Bandai Namco i samarbejde med firmaet Sync Beatz en app, der er en virtuel kopi af det lille japanske plastiklegetøj.

App’en hedder Tamagotchi L.i.f.e. – det sidste står for ’love is fun everywhere’. Ganske som med den originale Tamagotchi skal du konstant løse opgaver for at passe ’kæledyret’. Det gør du ved at trykke på de forskellige knapper, der simulerer mad, opdragelse og leg. Hvis du ikke tager dig ordentligt af Tamagotchi’en, dør den. Det gør ondt - lige indtil du downloader en ny.

- Ideen er at basere et spil på den originale Tamagotchi, som alle kender og elsker. Vi vil opdatere app’en hver anden måned, så den hele tiden udvikler sig, sagde Shin Ueno, marketingschef i Bandai Namcos forretningspartner Sync Beatz, dengang til Associated Press.

Ifølge Wikipedia er en Tamagotchi en minicomputer med software, som simulerer et kæledyr - altså et virtuelt kæledyr, som lever sit liv på en LCD-skærm i en nøglering. Ordet "Tamagotchi" er sammensat af to ord - det japanske "tamago", som betyder æg, og det engelske "watch", som betyder ur.

Også på den Blå Avis er der masser af tilbud om at købe Tamagotchi-udstyr - her kan du få det fra én krone til 79 kroner, men hvis du stadig er håbløst forelsket i fænomenet, kan du få luksus-udstyr for op til over 500 kroner.