I morgen slukkes der for en version af Windows - og de it-kriminelle er klar

16x9
Det er ti år siden, at Bill Gates introducerede Windows Vista. Nu stopper Microsoft support af styresystemet. Foto: TIMOTHY A. CLARY / Scanpix Denmark

Styresystemet Windows Vista vil fra i morgen ikke længere blive sikkerhedsopdateret, og det er guf for de it-kriminelle.

Bruger du stadig en gammel Windows-computer, der kører med styresystemet Vista, så gør du klogt i at skifte den ud.

Fra og med i morgen stopper Microsoft med at opdatere og servicere styresystemet.

Det betyder, at den gamle computer kan komme til at udgøre en sikkerhedsrisiko.

- Efter 11. april 2017 modtager Windows Vista-kunder ikke længere nye sikkerhedsopdateringer, gratis eller betalte assisterede supportmuligheder eller tekniske indholdsopdateringer fra Microsoft, skriver selskabet på sin hjemmeside.

Styresystemet Windows Vista blev lanceret i 2007 og er siden blevet erstattet af Windows 7, Windows 8 og senest Windows 10.

Brug ikke computeren på nettet

Ifølge Microsoft er det kun 1,65 procent af alle danske Windows-computere, der kører med Vista.

Selvom det ikke er mange, så skal de 1,65 procent alligevel - ifølge Microsoft - være meget forsigtige med at bruge computeren online.

- Hvis du fortsat bruger Windows Vista, efter at supporten er ophørt, vil din computer stadig fungere, men den vil være mere sårbar over for sikkerhedstrusler og vira. Internet Explorer 9 understøttes ikke længere, så hvis din Windows Vista-pc har forbindelse til internettet, og du bruger Internet Explorer 9 til at surfe på nettet, vil du muligvis udsætte din pc for yderligere sikkerhedstrusler, skriver Microsoft.

Hackere står klar

I og med at sikkerhedsopdateringerne forsvinder, bliver computeren også et meget sårbart mål.

Hvis ikke man får opdaterer sin computer, vil de it-kriminelle klar. Sådan lyder det i et blogindlæg fra sikkerhedsfirmaet Trend Micro.

- Disse angreb vil komme i mange udgaver. De kan være designet til at stjæle personlige detaljer, infiltrere bankkonti eller sågar gøre din computer til en zombie-maskine, der kontrolleres af en ondsindet tredjepart. Efter den 11. april vil cyberkriminelle være klar til at fordoble deres indsats, fordi de ved, at der kan være nye huller i dit netværk, som de kan udnytte, skriver sikkerhedsfirmaet.

Kaos da Windows XP blev lukket ned

Da det i 2014 var Windows Vistas forgænger, Windows XP, der blev lukket ned, gav det store problemer for en række virksomheder og ikke mindst regioner.

Titusindvis af computere på særligt de danske hospitaler kørte med XP-styresystemet, og de stod sårbare uden specielle – og dyre – sikkerhedsaftaler.

For Region Midtjylland betød det en ekstra regning på omkring 13 millioner kroner før it-systemerne var opdateret.

Regioner sikret i denne omgang

Sådan kommer det dog ikke til at gå i denne omgang. I hvert fald ikke i Region Nordjylland.

- Vi har med alt sandsynlighed ingen Windows Vista installationer, da regionen aldrig har anvendt Windows Vista. Vi gik direkte fra Windows XP til Windows 7 og er øjeblikket ved at skifte til Windows 10, fastslår IT-direktør i Region Nordjylland, Klaus Larsen.

Ifølge Microsoft selv er det i høj grad de private brugere, som fra i morgen ligger inde med de udsatte computere.

- Når vi taler om 1,65 procent, tror jeg, det er pc’er hos forbrugerne, som er født med Vista, og som ikke er tilbudt en gratis opgradering til Windows 10, vurderer Martin Thorning Hansen, divisionschef hos Windows.

Deres bedste råd er at få opdateret hurtigst muligt.