Efter eksploderende telefon: Samsung er klar med ny topmodel

Ny smartphone skal rette op på Samsungs ry efter korruptionsskandale og telefoner i flammer.

Samsung står over for en af sine vigtigste lanceringer nogensinde med den nye mobiltelefon Galaxy S8.

Lanceringen kommer oven på et usædvanligt hårdt år for den sydkoreanske elektronikgigant med en direktør, der er anklaget for korruption, og en mobilsatsning, der bogstavelig talt gik op i flammer.

- Det var en katastrofe for et firma, der er så stort og deres mobilafdeling er så afhængige af, at de her topmodeller klarer sig godt, siger Torben Vognsen, grundlægger af techmagasinet Input, til TV 2.

Korruption og eksplosion

I efteråret trak Samsung sin topmodel Galaxy Note 7 tilbage og advarede mod at bruge telefonen. Det skete efter en stribe af hændelser med telefoner, der brød i brand, efter batteriet eksploderede.

- De havde simpelthen prøvet at gøre den for tynd i forhold til, hvor stort batteri de ville have i den. Og det gjorde, at batteriet blev presset, og så kortsluttede det, siger Torben Vognsen.

Det har kostet virksomheden milliarder af kroner, at dens mobiltelefoner eksploderede. Oveni det er Samsung-arvingen Jay Y. Lee, der også er en del af den øverste ledelse, blevet anholdt i en omfattende sag om korruption, der trækker tråde helt op til Sydkoreas præsident.

Anklagerne mener, at Samsung har betalt godt 263 millioner kroner i bestikkelse til virksomheder og fonde med tilknytning til præsidentens veninde Choi Soon-sil. Det skulle være for at sikre regeringens opbakning til en fusion mellem to af Samsung-gruppens virksomheder.

Hovedet på blokken: Det kan ikke gå galt

Onsdag aften præsenterede Samsung så deres nye topmodel på konferencer i både London og New York.

Samsung Galaxy S8

  • Software: Android 7.0
  • Skærmstørrelse: 5,8” og 6,2” (S8+)
  • Dimensioner: 148,9 x 68,1 x 8,0 mm og 159,5 x 73,4 x 8,1 mm (S8+)
  • Vægt: 152 gram og 173 gram (S8+)
  • Intern lagerplads: 64 GB
  • Bagkamera: 12 mega­pixel, f/1.7

Kilde: Mobilsiden.dk

Og den har været igennem så mange tests, at den i hvert fald ikke kommer til at eksplodere. Det tør Torben Vognsen næsten at love.

- Det er sjældent, jeg lægger hovedet på blokken på noget som helst. Men i det her tilfælde er det lige før, jeg godt vil gøre det. Fordi den er så gennemtestet, og batterierne er så gennemtestede nu, at det stort set ikke kan gå galt, siger han.

I modsætning til Galaxy Note 7, der aldrig nåede i handlen i Danmark, kommer den nye Galaxy S8 til salg i butikkerne fra 28. april. Prisen bliver 6.199 kroner, mens den større model Galaxy S8+ kommer til at koste 6.999 kroner.

16x9
Samsung Galaxy S8 og S8+ kan købes i danske butikker fra 28. april, men kan allerede forudbestilles. Foto: BRENDAN MCDERMID / Scanpix Denmark