Blev Batmobilen stoppet af politiet i København i nat?

16x9
Tegneseriehelten Batmans bil har kørt rundt i København i de seneste dage. Nu har den forladt byen for at køre mod Bruxelles. Foto: Imran Khan

Den eftertragtede Batmobil er set i tæt kontakt med politiet i Københavns gader.

Har du set tegneseriehelten Batmans bil køre rundt i København de seneste dage, er der ingen grund til at blikke med øjnene en ekstra gang. Den er god nok.

Kopibilen har besøgt Danmarks hovedstad som et led i en længere rejse, og søndag blev den set foran Hotel D'Angleterre i København, hvor bilens chauffør, som kommer fra Team Galag - en Saudi Arabisk gruppe af bilentusiaster - formentlig har holdt en tiltrængt pause, inden turen gik videre mod Bruxelles.

Men det er ikke den eneste gang, bilen er blevet set.

Imran Khan har sendt flere billeder ind til TV 2. Da han så den imponerende bil holde ved Nationalmuseet, måtte han blikke med øjnene en ekstra gang. Ikke alene skilte bilen sig ud - den var også på tæt hold af politiet.

16x9
Politiet nærstuderer 'Batmobilen'. Foto: Imran Khan

På vej til biludstilling i Geneve

Team Galag, der står bag Batmobilen, bekræfter også på Instagram, at bilen har været i København.

- Endnu en aften i København, og nu bevæger vi os mod vores næste destination og en 12 timers køretur, skriver Team Galag søndag.

Københavns Politi forklarer til TV 2, at Batmobilen er på vej til en stor biludsilling i Geneve i Schweiz, som starter på torsdag. Og at det er i den forbindelse, at bilen har kørt rundt i Københavns gader.

Men at politiet har tilbageholdt bilen, afslår Københavns Politi.

- Vi har ingen sag om bilen. Hvis vi har været i nærheden af bilen, er det kun, fordi politiet synes, den var imponerende, lyder det.

Forbipasserende i København er ikke de eneste, der har spærret øjnene op, når de har set Batmobilen. Gennem de seneste år har bilen også vakt opsigt blandt bilentusiaster. I Youtube-videoen herunder kan du se Team Galags egen video om bilens deltagelse i Gumball 3000 årgang 2016.

Ifølge Autoblog.com har konstruktøren af Batmobilen tidligere arbejdet 15 år for Koenigsegg, et anerkendt svensk firma, der også fremstiller dyre sportsbiler i luksusklassen til rigmænd.