Comeback til Nintendo: Så god er den nye konsol

Nintendo Switch skal tage kampen op mod Playstation og Xbox, og gør det markant anderledes på flere punkter.

Japanske Nintendo er nu klar med en ny spillekonsol, der skal tage konkurrencen op mod Sony Playstation og Microsoft Xbox. 

Men Nintendo Switch vil gøre det noget anderledes end sine konkurrenter.

Blandt andet fokuserer konsollen på at være en todelt affære, der både kan opleves stationært sat til fjernsynet og transportabelt på vej på arbejde. 

Vi har, som nogle af de første i Danmark, testet Nintendo Switch med hjælp af Thomas Bense, vært på spilmediet Pixel.tv og fast spilekspert på 'Go' morgen Danmark'. 

En vellykket konsol

Nintendo har tidligere haft stor succes med deres ældre konsoller, men ramte hovedet mod muren med deres seneste Wii U.

Noget kunne tyde på, at de har lært af den tidligere lettere kedelige konsol. Med Nintendo Switch har det japanske firma fået en vellykket maskine på flere fronter. Det konkluderer Thomas Bense. 

Thomas fremhæver konsollens evne til at skifte mellem stationær til transportabel, der foregår uden større forsinkelse, som er så nemt og hurtigt som at skifte tv-kanal.

Desuden fremhæver han også spillene - specielt den eksklusiv lanceringstitel 'Zelda: Breath of the Wild' er en fantastisk spiloplevelse, ifølge Thomas Bense. 

Anderledes controllere

Ligeledes er de anderledes controllere, kaldet Joy-Cons, et hit på konsollen. De kan både sættes direkte til skærmen, så det bliver en transportabel konsol ikke ulig PS Vita og Nintendos egen 3DS. Eller også kan man bruge dem som seperate controllere til spillene. 

Hvis man har tænkt sig at kigge nærmere på konsollen, skal man blot være opmærksom på, at grafikken ikke er på højde med konkurrencen fra Playstation og Xbox.

Men det har aldrig været et fokuspunkt for Nintendo, der i stedet lægger vægt på gameplay i deres konsoller - se bare på den tidligere Nintendo Wiis bevægelsescontrollere, der har ændret på måden, du interagerer med spil på. 

Konsollen er ude i de danske butikker fra fredag den 3. marts til en pris fra 2.800 kroner.