Firma bag dansk smartphone går konkurs

16x9
Smartphonen ID1 Foto: Sara Gangsted / Scanpix Denmark

Firmaet bag telefonen satsede på at involvere brugerne i udviklingen af produktet.

Det danske firma ID2ME lagde stærkt ud i januar 2016, da de lancerede smartphonen ID1. Målet var, at telefonen skulle ud og konkurrere med de store spillere på markedet, men nu - kun lidt over et år senere - er firmaet gået konkurs. Det skriver BT.

Skulle udvikles i samarbejde med brugerne

Da telefonen blev lanceret sagde ID1s grundlægger og direktør Christina Agger, at telefonen skulle gøre det anderledes end konkurrenterne, ved aldrig at forlade beta-niveauet, så alle kunne komme med input og tilføjelser:

- Vi tror på, at de unge ligger inde med masser af kreativitet og innovation og gerne vil engagere sig i at udvikle fremtidens telefon. Med IDLAB ønsker vi at imødekomme de unges ønsker om personalisering og involvering, og med en åben tilgang ønsker vi løbende forbedringer og videreudvikling af telefonen – eksempelvis inden for lyddesign, grafisk design og apps, sagde Christina Agger dengang.

Lunkne anmeldelser

ID1 blev produceret i Kina og havde blandt andet et 13 megapixel kamera fra Sony. Desuden kunne man som en af de få smartphones på markedet på tidspunktet for lanceringen have to simkort i telefonen.

Trods store ambitioner fik ID1 ikke lutter positive anmeldelser. Blandt andet blev telefonen kritiseret for, at kameraet ikke var godt nok, og for at den - med sine 4000 kroner - var en alt for dyr telefon.