To danskere opfinder nyt våben til Hollywood – her tester tv-vært det

De to danskere, Daniel Karpantschof og Søren Haraldsted, har opfundet noget, der skal gøre skydescenerne i Hollywood mere sikre – og billigere.

Daniel Karpantschof og Søren Haraldsted er navnet på to danskere, som de færreste kender navnet på.

Men det håber de begge på at lave om på indenfor det næste år.

For de to danskere er ved at opbygge en global virksomhed i "våbenhandel".

Sammen har de på opfundet en våben-efterligning, som skal revolutionere filmbranchen - og der er allerede stor interesse, fortæller de.

- Når man laver film i dag, så bliver der brugt rigtige våben, og det er voldsomt farligt og voldsomt dyrt. Det her er en helt ufarlig attrap, som vi har udstyret med noget teknologi, som vi har udviklet, som får det til at se rigtigt ud, siger Daniel Karpantschof og fremviser produktet - en falsk automatriffel.

Testede våbnet på morgen-tv

Daniel Karpantschof og Søren Haraldsted var i Go' morgen Danmark onsdag, hvor de viste deres nye produkt frem.

Her fik værten, Michael Robak, lov til at demonstrere, at det ikke er farligt at affyre våbnet - selvom det ser ægte ud. Det var med til at understrege en pointe.

For kan gå galt, når man skal bruge rigtige våben på tv.

- Det går desværre galt engang i mellem. I forrige uge var der en australier, der mistede livet, fortæller Søren Haraldsted, der arbejder med specieleffekts.

Det er én af årsagerne til, at de har udviklet våbnet, forklarer han.

Jeg fik at vide, at jeg var eftersøgt for international våbensmugling.

Søren Haraldsted

Hvor er de seks kasser med automatvåben?

Første gang Søren Haraldsted fik idéen var dog i en helt anden forbindelse - da han sad på sit kontor for nogle år siden. Det var sen aften, da politiet bankede på døren.

- Jeg fik at vide, at jeg var eftersøgt for international våbensmugling, genfortæller Søren Haraldsted.

Søren Haraldsted havde stået for at sende og modtage våben i forbindelse med en filmoptagelse i Tjekkiet, men da de tjekkiske toldere havde glemt at stemple våbnene ud, havde det tændt en alarm hos de danske myndigheder.

De troede, at Søren Haraldsted havde importeret seks kasser med automatvåben ind i Danmark – hvor han var forsvundet.

Det er dyrt at bruge rigtige våben

Det endte med, at Søren Haraldsted fik redt trådene ud, men situation er et godt billede på, hvor besværligt det er at bruge rigtige våben i forbindelse med filmoptagelser.

Og så er det dyrt.

- På en normal actionfilm vil du normalt have én mand per våben per dag, så har du ti våben på en Tom Cruise film, så skal man have ti mand ansat, fortæller Søren Haraldsted.

Derudover bruger man nemt otte måneder på papirarbejdet, da der skal indhentes tilladelser til at bruge våbnene på filmsættet.

Det slipper man alt sammen for, når den nye filmattrap bliver færdigproduceret, lyder det.

Her er prisen - 5.500 dollars

For selvom det ser ud til, at den skyder rigtigt, så er den nye attrap 100 procent elektronisk styret. Så den er sikker, forklarer Daniel Karpantschof og Søren Haraldsted.

Selvom skallen er et legetøj, så er indmaden et seriøst værktøj.

Daniel Karpantschof

De håber på, at man kommer til at se den på film om et år. Lige nu har de en prototype, og de er taget til Danmark for at fremvise den for nogle mulige kunder.

Selve våbnet kommer til at koste 5.500 dollars per enhed - cirka 45.000 kroner – men det bliver ikke noget, man kan købe i butikkerne.

- Det er et brancheredskab. Det er et produktionsredskab. Selvom skallen er et legetøj, så er indmaden et seriøst værktøj, der bliver begrænset i salg, slutter Daniel Karpantschof.