TV 2 tester: Ny og meget billigere Netflix-konkurrent er nu landet

Netflix-konkurrenten Amazon Prime Video er nu kommet til landet med en del fornyelser. Men er den overhovedet værd at smide penge efter?

Der er allerede en hel del streamingstjenester på markedet i Danmark, men nu kommer der endnu én. Amazon Prime Video er den seneste mulighed for at streame film og serier på mobil, tv og computer. 

Webbutik-giganten har længe haft stor succes med deres tjeneste i udlandet. Det skyldes blandt andet unikt indhold som det hypede bilprogram 'The Grand Tour', der er holdet bag BBCs 'Top Gear'.

Et program, der nu også vil blive tilgængeligt i Danmark fra i dag. 

Koster fra 25 kroner om måneden

Tjenesten åbner nu op og alle interesserede vil kunne enten logge ind på websiden Primevideo.com, hente en app på enten iOS eller Android eller se film og serier gennem tjenesten på udvalgte smart tv fra LG og Samsung. 

Prisen er uhyggelig konkurrencedygtig, da man kan bruge tjenesten for små 25 kroner om måneden det første halve år. Hvis man stadig er i tvivl, kan man også prøve tjenesten gratis i syv dage. 

TV 2 Tech har testet tjenesten og sammenlignet med kongen inden for streaming, Netflix. Her er det tydeligt, at Amazon Prime mangler en smule i forhold til både brugervenlighed og udbredelse.

Du kan eksempelvis ikke hente en app til Apple TV eller Googles Chromecast, som tingene er nu. 

Lokker med godt på indhold

Men en videostreamingstjeneste vigtigste element, er stadig indholdet som serier og film. Og her imponerer indholdet Frederik Dirks Gottlieb, den ene af værterne fra Serieland og inkarnerede seriefan og -ekspert:

- Forventingerne er selvfølgelig skyhøje i forhold til Netflix, når vi snakker originalt indhold. Men hos Netflix kan det være lidt mere kvantitet i stedet for kvalitet. Hos Amazon Prime er det gennemsnitligt et højere kvalitetsniveau på de egne producerede serier, fortæller Frederik Dirk Gottlieb og fremhæver enkelte titler.

- Når en streamingstjeneste kan producere serier som 'The Man In the High Castle', 'Hand of God' og 'Transparent', så er det helt klart en tjeneste, som jeg vil bruge, slutter han af.