Kaninører eller sæk over hovedet? Test af Snapchat, Instagram og Messenger

Tre af de mest populære tjenester har de præcis samme funktioner. Men hvilken klarer det bedst? Se sammenligningen her.

Hvis du har behov for at sende små videoer ud til vennerne eller billeder, der slettes igen efter et kort stykke tid, har du i dag en del muligheder. 

Både Snapchat, Instagram og senest Facebook Messenger har funktioner, der minder så meget om hinanden, at det kan være svært at se forskellen. 

Optag en video, smid noget tekst på og send den til en lukket skare. Det er grundessensen i de tre apps.

Men selv om funktionerne og tjenesterne grundlæggende kan minde meget om hinanden, så er der alligevel en lille forskel. 

Snapchat

Snapchat var de første på markedet med de flygtige øjeblikke. Det blev hurtigt en tjeneste, som blev de unges foretrukne tjeneste. Her kan man tage billeder, optage video, tegne og smide enkle billedfiltre ind over. 

Snapchat rykkede dog først for alvor fra de andre rent funktionsmæssigt, da de åbnede op med ansigtsfiltre, der tracker ansigtet og giver brugerne forskellige selfie-udtryk. 

Instagram

Instagram lavede for kort tid siden en tilføjelse til deres mere klassiske funktion. De kalder den Instagram Stories. Her kan man dele en strøm af korte videoer og enkle billeder med vennerne.

Du kan tegne, skrive og lave filtre på billederne, som du kan dele med de andre. Men du kan også lave loopede videoer kaldet 'Boomerang', der er en tilføjelse i forhold til de to andre tjenester. 

Messenger

Den nye i klassen er Facebook Messenger. Deres funktion hedder 'Min dag', og er kommet i toppen af appen. Det er billeder og videoer, hvor man smide ekstra grafisk indhold og tekst på - men ingen filtre.

Der er ligeledes heller ingen boomerang-effekt eller ansigtsfiltre. Generelt føler man der mangler en hel del ekstra tilbehør på Messenger Min dag-tjenesten.