Hjernescanner giver svaret: Derfor er de farlige kriminelle så aggressive

Et opsigtsvækkende forskningsprojekt på Rigshospitalet har fundet det sted, hvor voldskriminelles hjerner adskiller sig fra andre menneskers.

19 af landets farligste voldsdømte fanger har hjulpet forskere på Rigshospitalet til en bemærkelsesværdig opdagelse.

Forskerne har via hjernescanninger fundet frem til den biologiske årsag til, at nogle mennesker lettere bliver aggressive end andre.

Det handler om, at aggressive mennesker har et større niveau af en bestemt type receptorer i hjernen, forklarer læge og PH.D.-studerende Sofi da Cunha-Bang, der står bag opdagelsen.

Forskningsresultaterne er blevet offentliggjort i det internationale videnskabelige tidsskrift Biological Psychiatry.

Vagter ved hjernescanneren

Undersøgelsen af 19 af landets farligste, voldelige fanger på Rigshospitalet er gennemført i et tæt samarbejde med Kriminalforsorgen. De 19 fanger er udvalgt efter, at de alle er dømt for meget alvorlig, impulsiv voldskriminalitet som drab eller brutale voldtægter.

Sofi da Cunha-Bang fortæller, at fangerne blev ført fra lukkede fængsler til Rigshospitalet, hvor de under bevæbnet bevogtning blev anbragt i hjernescanneren. Som kontrolgruppe blev 24 andre, ikke-aggressive mennesker undersøgt på samme måde, og resultatet var klart:

- Vi har undersøgt en bestemt receptor i hjernen. Og vi kan se en sammenhæng mellem denne receptor i hjernen og hvor aggressive folk er. Der er to perspektiver: Det ene er, hvordan man – i princippet - kan lave lægemidler til det. Og det andet er at forstå, hvordan disse hjerner reagerer og hvordan de er anderledes end andre hjerner, forklarer overlæge Gitte Moos fra Rigshospitalets Neurocenter.

- Man kan ikke kurere den måde folk reagerer på. Men man kan forestille sig, at der er medicin, der kan dæmpe den impulsivitet, som de kriminelle ofte har, forklarer hun.

Første skridt mod medicin

Hun understreger, at man ikke kan bruge den nye opdagelse til at identificere kriminelle – eller potentielle kriminelle.

- Nogle mennesker kan være ret aggressive, men klarer sig alligevel socialt og ender ikke i fængsel. De kan måske være meget irriterende mennesker at omgås, men de bliver ikke nødvendigvis kriminelle. Der er nogle, der forstår at klare sig. Der er mange faktorer der spiller ind, siger Gitte Moos.

Men for dømte kriminelle kan det være en stor hjælp, hvis der kan udvikles en medicin, der kan dæmpe deres anormale aggressivitet. Flere af de 19 undersøgte voldsdømte har da også selv vist stor interesse for forskningen, fordi heller ikke selv forstår, hvorfor de reagerer så voldeligt i visse situationer.

- Problemet for mange af disse kriminelle er, at så snart de kommer ud af fængslet, så sker der noget nyt, så de havner i ny kriminalitet. Hvis man kunne forebygge det ved at give dem noget medicin, der kunne dæmpe deres aggressive impulser, så kunne det hjælpe dem til at blive bedre integrerede i samfundet og måske forhindre, at de kommer i fængsel igen, siger Gitte Moos.