Ny metode kan afsløre virus alle steder

Forskere fra DTU i København har udviklet en metode, der gør det lettere for institutioner, plejehjem og hospitaler at finde smittekilderne.

En ny opfindelse kan være med til at forhindre, at vi danskere render rundt og smitter hinanden med Roskildesyge og andre smitsomme sygdomme.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har nemlig udviklet en virusmåler, der kan bruges i dagsinstitutioner, plejehjem, hospitaler og fødevarevirksomheder. Metoden kan meget nemmere og hurtigere end hidtil give svar på, om der for eksempel sidder noro-virus, der giver Roskildesyge, på dørhåndtag eller køkkenudstyr.

Resultaterne af den nye metode er kommet bag på forskerne fra DTU. Prøver i børneinstitutioner og køkkener viser nemlig, at der er virus i 90 procent af prøverne – selv om de er taget steder, der netop er blevet rengjort.

- Man ved jo godt fra bakterieanalyser tidligere, at der er bakterier på gafler, der er blevet vasket op. Og eftersom de her virus er meget mere robuste, så vidste vi jo godt, at vi ville se noget. Men ikke så meget. Det var vi meget overraskede over. Så kan man jo ikke lade være med at tænke på, hvordan ens egen rengøring er derhjemme, siger seniorforsker Charlotte Schultz fra DTU.

Se her studievært Cecilie Beck forklare, hvordan den nye metode virker:

Et af de mange steder, hvor det er uhyre vigtigt at undgå virus, er på Bispebjerg Plejehjem, hvor virus, der kan give smitsomme sygdomme, kan være en alvorlig trussel for beboerne.

-  Det kunne være rigtigt spændende at vide, om vi faktisk har dem i køkkenet eller vi ikke har dem. Vi ved det faktisk ikke, selv om vi har en god køkkenhygiejne, siger køkkenansvarlig Hanne Vind på Bispebjerg Plejehjem.

Den nye metode kan være klar til brug fra 2019. Forskerne mener selv, at metoden vil gøre det muligt at målrette rengøringen langt bedre og dermed forhindre, at tusindvis af danskere bliver syge hvert år.

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at den nye målemetode var beregnet til at måle både virus- og bakterie-forekomster. Målemetoden er imidlertid kun målrettet virus. Artiklen er efterfølgende rettet flere steder.