Facebook: Derfor tillader vi dødsvideoer

Skal Facebook vise billeder af døende mennesker og drab? Ja, hvis det handler om at finde gerningsmanden og skabe opmærksomhed.

Må og skal Facebook vise levende og live billeder af virkeligheden - også når den er grim og forfærdelig? 

Det spørgsmål er efter politiets skuddrab af to sorte mænd - og efterfølgende protester og fem politidrab - i USA igen aktuelt. 

Først blev den 37-årige Alton Sterling tirsdag skudt af to hvide betjente i Baton Rouge i Louisiana. Og dagen efter - om onsdagen - blev den 32-årige Philando Castile skudt og dræbt af en betjent i Falcon Heights i Minnesota.

Skudepisoderne i både i Minnesota og Louisiana blev filmet. I tilfældet med Philando Castile var det hans kæreste, Lavish Reynolds, der efter skyderiet gik på Facebook Live og sendte levende billeder ud af sin døende kæreste, mens datteren sad på bagsædet.  

Den meget voldsomme video, der kan ses i en censureret udgave i toppen af artiklen, har affødt mange diskussioner om Facebooks håndtering af sådanne videoer. 

For hvor langt rækker Facebooks etiske forpligtelser over for brugernes indhold, og hvem har ansvaret, når mennesker dør i Facebooks newsfeed. 

Ingen ny problemstilling

Det er ikke nogen ny problemstilling, men Facebook blev i denne uge igen nødt til at tage stilling til dilemmaet. 

Nu har Facebook på sin egen blog udstukket retningslinjerne for videoer, som den Lavish Reynolds viste live på Facebook. 

- Nogle af de mest sensitive situationer omfatter, når personer deler voldelige eller grafiske billeder af hændelser fra den virkelige verden. I de situationer er kontekst og omfang altafgørende, skriver Facebook og fortsætter:  

- Er en person eksempelvis vidne til et skyderi og bruger Facebook Live til at skabe opmærksomhed eller finde gerningsmanden, så tillader vi det. Deler nogen til gengæld den samme video for at håne offeret eller fejre skyderiet, fjerner vi videoen. 

Video fjernet - og på igen 

Videoen blev yderligere genstand for debatten om censur, da den på et tidspunkt blev gjort utilgængelig på Facebook. 

Ifølge Facebook på grund af tekniske omstændigheder, mens flere medier pegede på muligheden for, at politiet havde beordret videoen taget ned, herunder The Next Web.

Videoen er igen at finde på Facebook, dog med en stor og tydelig advarsel om, at videoen indeholder stødende og grafiske billeder.