Youtube-stjerners app hitter: Så irriterende svært er det

To danske Youtube-profilers nye spil hitter i øjeblikket på App Store. Vi har taget et kig nærmere på det simple men vanedannende spil.

Simpel spilstyring, endnu mere simpel grafik og en stejl læringskurve har vist sig at være opskriften på succes i App Store.  

Sådan lykkedes det for et af App Stores helt store spil-plager, men også succeser, det viatnamesiske Flappy Bird, og sådan er det nu også lykkedes for danske Unicorn Jungle. 

Spillet har i flere dage nu ligget nummer et i den danske App Store over gratis apps. Foreløbig er spillet kun ude til iOS. 

Teenagere som bagmænd

Bag Unicorn Jungle finder man 18-årige Morten Münster og 19-årige Hanspeter Matzen - to Youtube-profiler, der nu har kastet sig over app-branchen. 

- Vi tænkte, at simpelt er godt. Spillet er nemt at forholde sig til, og er egentlig lidt tænkt som et lokumsspil, alle hurtigt kan kaste sig over. Det er jo ikke den dybe tallerken, fortæller Hanspeter Matzen til TV 2. 

- Vi lavede det egentlig ikke bevidst som Flappy Bird, men inspirationen er nok kommet lidt derfra. Vi fandt først ud af bagefter, hvor meget de minder om hinanden, forklarer han.

Helt simpel spilteknik

Unicorn Jungle er et utroligt enkelt spil, der ikke kræver noget andet end tålmodighed at kaste sig over. Tryk på skærmen for at svinge enhjørningen og giv slip for at hoppe. Mere skal der ikke til.

- Vi besluttede at det skulle være med en enhjørning, og så tænkte vi bare, at det kunne være grineren, at det ville være i en jungle. Vi sad lidt i Paint og prøvede os frem. Det hele er lidt et hyggeprojekt, fortæller Hanspeter Matzen. 

Han kan da heller ikke afvise, at de kaster sig over flere spil på et senere tidspunkt, selv om han også indrømmer, at det ikke er et projekt man bliver rig af.