Nye Facebook-emojis på vej – og det er godt nyt for ligestillingen

16x9
Emoji keyboard Foto: Facebook / Facebook

Facebook er gået i gang med en større overhaling af deres emojis, der i den seneste tid har fået en del kritik for ikke at være mangfoldige nok.

Facebook har fået stor kritik for, at det ikke har været muligt at vælge hudfarve, køn eller seksualitet på diverse emojis. Senest fik en underskriftindsamling for at indføre rødhårede emojis flere tusinde underskrifter.

De nye 'emojis' lanceres på torsdag, og den nye opdatering indeholder selvfølgelig muligheden for en rødhåret emoji.

Det er ikke kun Facebook, der er blevet kritiseret for ikke at have tidssvarende emojis. For cirka en måned siden gik flere Google-ansatte ud og kritiserede de eksisterende emojis hos søgegiganten, og deres bønner må være blevet hørt hos Facebook:

- Vi vil lave vores emojis mere repræsentative for den verden, vi lever i, skriver Facebook således i en blog-post om den nye opdatering.

Fokus på de stærke kvinderoller

1.500 eksisterende emojis bliver re-desinget, hvilket for de fleste betyder, at brugerne kan vælge mellem flere forskellige hudfarver, når de for eksempel vil give en ’high five’ eller en ’smiley’. Brugerne kan også indstille, hvilken hudfarve de vil have som deres standardindstilling.

Nu kan du vælge, hvilken hudfarve dine 'likes' skal have.
Nu kan du vælge, hvilken hudfarve dine 'likes' skal have. Foto: Facebook / Facebook

Dermed følger Facebook i Apples fodspor, da de i 2015 lancerede en opdatering til iPhone, der gjorde det muligt at benytte flere forskellige hudfarver, men det er ikke kun diversitet i hudfarve, der har været et fokuspunkt hos Facebook. Der har også været et stort fokus på at få flere forskellige kvinder-emojis, der viser kvindernes mangfoldighed.

- Vi diversificerer kønnene for at skabe et mere balanceret mix, som er mere repræsentativt for vores verden, skriver Facebook om de nye kvinde-emojis.

Her ses nogle af de nye kvinde-emojis på Facebook
Her ses nogle af de nye kvinde-emojis på Facebook Foto: Facebook / Facebook

Derfor er der blandt andet introduceret en kvindelig politikvinde og en surfer.

100 nye emojis og bedre brugervenlighed

Lanceringen går ikke kun på øget diversitet, der er også fokus på nogle helt nye emojis, der giver brugeren endnu bedre mulighed for at udtrykke deres følelser gennem det lille sjove ikon, der er meget populært blandt brugerne. Det anslås, at næsten ti procent af alle beskeder, der bliver sendt i Messenger, indeholder emojis.

Hvilke emojis, der er blandt de nye 100, er endnu uvist, men sikkert er det, at der i hvert fald kommer et par nye kvinderoller og en rødhåret emoji. En udvikling der er med til at skabe en øget diversitet på nettet, men flere mener stadig, at der er langt til ligestillingen på emoji-fronten, da der for eksempel ikke findes emojis med skæg eller afrohår.

I den mere nørdede afdeling oplyser Facebook, at emojis bliver bedre standardiserede på tværs af platforme, så du er helt sikker på, at den emoji, du sender, også er den emoji, der modtages. Dette har tidligere været et problem, når man har sendt fra en iPhone til en Android-telefon, eller når man laver en opdatering på mobilen - så kan den brugte emoji se anderledes ud, når man ser opdateringen på en computer. Dette skulle den nye opdatering fikse.

Nedenfor kan du se lanceringsvideoen, der blev lagt på David Marcus' Facebookprofil. David Marcus er leder af Facbooks Messenger-afdeling.

󾰀 to announce the 󾟭 of the Messenger custom emoji set. Emojis are such an important part of making messaging more expressive, so we wanted to make them even better for you, and ensure consistency across all platforms (iOS, Android, web). This update is rolling out globally over the next 48 hours. We hope you'll enjoy it as much as we do! As always, give it a spin and let us know how we can make these emojis even better for you going forward.

Posted by David Marcus on Wednesday, June 1, 2016

Det bliver formentlig også muligt at lave dine egne emojis, hvis du er ferm til at kode. Hvornår det præcist sker, står endnu ikke klart.