Belgisk politi: Tryk ikke på de her knapper på Facebook

Vil du begrænse Facebooks adgang til privatliv, skal du ikke bruge de nye reaktioner, advarer belgisk politi.

Skal dit digitale privatliv på nettet forblive privat, skal du ikke bruge de reaktioner, internetgiganten Facebook indførte tilbage i februar. 

Sådan lyder en ny udmelding fra belgisk politi, skriver flere internationale medier, herunder The Independent

I februar gik Facebook fra at have ‘Synes godt om’-knappen til at have seks forskellige reaktioner, brugerne kan klikke på. 

Ifølge belgisk politi bruger Facebook reaktionerne til at indsamle data om brugerne for at levere mere personlige reklamer - noget, der også er blevet pointeret herhjemme.  

Derfor lyder advarslen fra belgisk politi, at man ikke skal bruge reaktions-knapperne, hvis man vil bevare sit privatliv. 

Tidligere advarsel fra fransk politi

Advarslen fra Belgien kommer i kølvandet på en advarsel fra fransk politi tilbage fra marts

Heri lød det, at forældre skulle undgå at lægge billeder af deres børn på Facebook af to årsager: 

For det første fordi forældrene potentielt overskrider børnenes privatliv - de har aldrig bedt om at få deres billeder lagt på nettet. 

Og for det andet på grund af risikoen for pædofile, der kunne risikere at kigge med. 

Privatliv er allerede væk

Ifølge dataetisk rådgiver Pernille Tranberg får man lidt mere privatliv ved ikke at bruge Facebooks reaktioner. Men alene ved at være på Facebook er vores privatliv allerede væk, forklarer hun: 

- Det er en illusion, at man har noget privatliv på Facebook. Likes og reaktioner er selve forretningsmodellen for Facebook, så de kan kategorisere brugerne og målrette reklamer, siger Pernille Transberg, der giver følgende råd, hvis man gerne vil værne om sine data:  

- Man kan ændre sit navn til et kælenavn, man kan blokere Facebook i at tracke dig uden for Facebook med en cookie-blocker og man kan helt lade være med at bruge Facebook. 

Hun henviser samtidig til undersøgelser, der viser, at op imod en tredjedel af europæerne ændrer deres data, eksempelvis deres navn og alder. 

- Helt overordnet sker der det, når mennesker bliver gennemregistrerede og overvågede, at man prøver at smyge sig udenom. Derfor lyver folk om deres data, siger hun. 

Mere detaljeret end tidligere 

Ifølge Rasmus Theede, formand for Rådet for Digital Sikkerhed, er det ikke nyt, at Facebook og andre selskaber indsamler data til deres annoncer og partnere.  

Det nye er derimod, at det er noget mere detaljeret end tidligere. 

- Jeg synes ikke, der er større grund til at advare nu. Man kan kategorisere og systematisere brugerne mere målrettet, men det er ikke blevet mere farligt, siger Rasmus Theede og henviser til, at de fleste danske brugere kender til Facebooks forretningsmodel og at tjenesten ikke er “gratis”, men betales med data. 

- Men jeg vil give belgisk politi ret i, at man skal tænke over, hvad man gør. Det bliver hurtigt personfølsom data, når man eksempelvis reagerer på politisk indhold. Dermed vil Facebook meget nemt kunne oplagre personfølsomme data om politiske holdninger, sundhedsoplysninger og seksualitet, siger Rasmus Theede og fortsætter: 

- Det er derfor et personligt valg om, hvad man vælger at reagere på - om det bare er en vens sjove billede, eller om det er en markant politisk holdning. 

- Jo mere, du bruger de her emojier og reaktioner, jo mere personfølsomme data vil Facebook og andre have. Og internettet glemmer ikke.