Dit telefonnummer forsvinder

16x9
Allerede om få år kan det være slut med at skulle taste tal ind på telefonen, når der skal ringes. Foto: Camilla Rønde / Scanpix Denmark

Om få år er det slut med telefonnumre som vi kender dem, spår eksperter

Inden for 5-10 år er det ikke et telefonnummer, du taster ind, når du skal ringe til dine venner. Du trykker i stedet på en internetbaseret profil, skriver Søndagsavisen.

- Betydningen af telefonnumre er allerede ved at forsvinde, og de bliver helt ligegyldige inden for 5-10 år. Fremtiden er, at du bliver ringet op på din mailadresse eller en anden form for internetbaseret profil, siger Torben Rune, teleanalytiker hos konsulentvirksomheden Netplan, til Søndagsavisen.

Det er først og fremmest teknologiske fremskridt, der er årsag til telefonnumrenes undergang. Smartphones er blevet så stærke, at det nu reelt er små computere, og datanetværket er nu så veludviklet, at internetforbindelsen snart er lige så stabil som telenetværket.

- Rent teknologisk er det muligt at afskaffe telefonnumre allerede i dag. Den eneste årsag til, at omstillingen ikke er sket endnu, er, at man i branchen skal nå til enighed om nogle standarder for kryptering af persondata. Det kan godt tage 5-10 år. Men når de er fastlagt, går det stærkt, siger Nicholas Frederiksen, teleekspert hos Mobilkunden.dk.

Hverken Torben Rune eller Nicholas Frederiksen tror, at det vil fremkalde det store ramaskrig i befolkningen, at telefonnumre bliver afskaffet.

- Det vil selvfølgelig være en speciel omstilling, for i dag er det sådan, at de fleste faktisk har et tættere forhold til deres telefonnummer, end har til deres cpr-nummer. Men så længe det er lige så nemt at bruge, vil folk hurtigt vænne sig til det, siger Nicholas Frederiksen.

Begge analytikere forklarer, at både teleselskaber og mobilproducenter har kig på at udvikle teknologi, der gør telefonnumre overflødige.