Drømt om at bo i dit eget Lego-hus? Nu kan det - næsten - lade sig gøre

Har du på et tidspunkt i dit liv drømt om, at det du byggede i Lego kunne blive til virkelighed? Koreanske Grid Vrick gør det muligt.

På SXSW-konferencen i Austin har koreanske Grid Vrick en noget anderledes fremvisning. Her bygger de med Lego-klodser.

Og det hele bliver efterfølgende omdannet til rigtige 3D-modeller, man kan gå på opdagelse i. 

Det eneste det kræver er, at man samler klodserne på en plade under et kamera. Her kan du sammensætte dit drømmehus ud fra forskelligfarvede klodser. Eksempelvis udgør røde klodser vægge. Så snart du sætter de røde klodser på pladen dukker de op som virtuelle vægge i 3D-model ved siden af. 

Træd ind i huset med VR

En ekstra smart detalje er, at computeren kan registrere farver og former, så man kan lave forskellige ting. En grøn aflang klods er blandt andet et vindue, en blå flad firkant bliver til en seng og så videre. En lang liste af farver og former registreret i computeren gør det muligt at bygge og indrette et helt hjem med diverse møbler. 

Men Grid Vrick stopper ikke bare ved 3D-modellerne. For man kan her udnytte de nye virtuelle muligheder som 'virtual reality' giver. Så tag et par VR-briller på og træd ind i huset. Her kan man så sætte lysforholdene i computeren, som man gerne vil have det, og på den måde opleve, hvordan lyset måtte komme ind gennem vinduet i ens nye soveværelse. 

Tanken bag Lego-modellerne og Grid Vricks 3D-værktøj er, at gøre det nemmere for arkitekter, at se deres værker for dem, inden de bliver bygget, og for almindelige folk inden de går i gang med hjemmebyggerierne.