Hver tredje dansker sjusker - er dit password sikkert?

Passwords giver adgang til økonomi, venner og personfølsomme oplysninger. Her får du fem råd, der gør det sværere at knække dine koder.

Du bliver spurgt om passwords flere gange om dagen  - til telefonen, computeren eller via mail, netbank og sociale medier.

Men faktisk sjusker hver tredje dansker, når det kommer til passwords, og det gør os særligt udsatte for svindel og datatyveri. Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har lavet for Nordea.

- Danskere skifter aldrig eller meget sjældent kode. Samtidig går vi meget ind for genbrug, så vi bruger den samme kode til alt muligt - og desuden opfylder vores passwords ofte ikke de sikkerhedskrav, man kan stille til et password, forklarer forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen til 'Go' morgen Danmark'.

Mange vælger de lette adgangskoder, fordi de er nemme at huske - men faktisk gør de det også nemt for hackere at få adgang til mailboks, Facebook-konti eller sågar netbank.

Ifølge Ann Lehmann Erichsen bør danskerne blive bedre til at vælge mere komplicerede passwords - og i stedet hænge det op på noget, man kan huske i forvejen.

Hør i videoen øverst Ann Lehmann Erichsens eksempel på et sikkert password.

Her er 5 gode råd til, hvordan du kan sikre dig selv:

Sådan undgår du at få hacket din konto

Vælg et stærkt password, der:

- Består af mindst 8 tegn - og meget gerne flere.
- Indeholder både små og store bogstaver.
- Indeholder et eller flere tal.
- Indeholder specialtegn (fx !, #, % og _).

Del ikke dine passwords

- Heller ikke med dem, du betragter som dine venner.

Skift kodeord jævnligt

Netbank, e-mail og steder, hvor dit kreditkort er registreret, bør have hver deres kodeord. 
Hvis du bruger det samme password alle steder, får hackere også adgang til alle dine forskellige konti, når først de har fundet dit password.

Kopier aldrig dit NemID

Ved at tage et billede af dit NemID på eksempelvis telefonen har du det altid med på farten - men det gør også adgangen nemmere for tyven. 

Gem aldrig kort og kode sammen

Får du stjålet din pung, computer eller telefon, har tyven nemt adgang til dine koder - og dermed til dine konti.