Sløret løftet for årets bil-mysterium: Her er bilen der skal slå Tesla

I nat dansk tid blev sløret løftet for et af 2016s helt store bil-mysterier, Faraday Future. 

Hypen har været massiv i tech- og bil-kredse om fremtidens bil, der skulle kunne tage den direkte kamp op mod Tesla. På verdens største techmesse CES i Las Vegas blev bilen så endelig præsenteret mandag nat. 

FFZERO1 er som Faradays første bil et meget tydeligt koncept. Der er ikke tale om en hyggelig familiebil, som Tesla blandt andet kan bryste sig med. FFZERO1 er mere en hidsig racer-bil med et enkelt racer-sæde, og et avanceret rat med indbygget smartphone.

16x9
FFZERO1 er et koncept og bliver med al sandsynlighed ikke en rigtig bil

Selve designet ligner Batmans ikoniske køretøj, batmobilen. Og hvis man ser på selve bilens formåen, så virker det også sådan. Den kan køre fra 0-100 km/t på under 3 sekunder, der er fire elmotorer bag hvert hjul og chaufføren sidder i en 45 graders vinkel bag rattet. 

Men alt det er blot teoretisk. For FFZERO1 er ikke en rigtig bil. Den rigtige bil fra firmaet lader vente på sig. Faraday, der tæller arbejdskræfter fra firmaer som Ferrari, BMW, Space X og Hulu, har i stedet brugt konceptet til at fortælle om deres fremtidsmuligheder. 

Sammenligner den med iPhones lancering
Faraday har en større plan for bilen, og har da også sammenlignet lanceringen af FFZERO1 med iPhone. 

- Apple ændrede ikke bare telefonen, de ændrede måden vi kommunikerer, organiserer og nyder vores liv på. Det er det, vi hos Faraday Future håber på at gøre, fortalte en af Faradays chefer, Nick Sampson under pressemødet i morges. 

16x9

Faraday Future lægger op til, at man skal kunne abonnere på elbilen. Ikke nødvendigvis i den form man ser foroven, men ud fra mere almindelige biler. Så man abonnerer på deres service, der så giver adgang til forskellige elbiler, som en varevogn eller en almindelig sedan. 

I første omgang har Faraday fremvist det vilde elbils-koncept, men vil i 2016 følge op på flere planer og mere konkrete biler.