Dansk smartphone vil gøre det anderledes end iPhone

2016 har lagt stærkt ud med en ny dansk smartphone, der skal ud og konkurrere mod de store spillere på markedet.

Tidligere har danske Lumigon prøvet kræfter, og nu prøver ID2ME, men med et noget anderledes fokus med deres første smartphone kaldet ID1.

TV 2s tech-afdeling Beep har som de første i verden taget et nærmere kig på mobilen, som du kan se i indslaget foroven.  

ID1 er en smartphone, der henvender sig til de unge med en anderledes tilgang til brugerflade end de helt store konkurrenter som Apple og Samsung. 

I stedet for at styre mobilen med tryk på skærmen, så er alle apps nu ikke længere end et swipe væk. Direkte fra startskærmen kan man vælge at swipe til højre eller venstre for at få adgang til hele app-biblioteket. Det er klart en mere intuitiv tilgang, der ud fra vores bedømmelse, også kræver en længere tilvænning. 

Aldrig ud af beta
Men når brugerfladen endelig ligger i hånden, er tanken, at man kan tilgå og åbne apps uden nødvendigvis at skulle kigge på skærmen. Ved at placere apps i de forskellige indholds-hjul, kan man ved hjælp af små vibrationer, hurtigt bladre igennem ens apps og åbne den, man har brug for. 

Desuden gør ID1 det også meget anderledes end konkurrenterne, ved at aldrig at forlade beta-niveauet, hvor alle kan komme med input og tilføjelser.

- Vi tror på, at de unge ligger inde med masser af kreativitet og innovation og gerne vil engagere sig i at udvikle fremtidens telefon. Med IDLAB ønsker vi at imødekomme de unges ønsker om personalisering og involvering, og med en åben tilgang ønsker vi løbende forbedringer og videreudvikling af telefonen – eksempelvis inden for lyddesign, grafisk design og apps, siger Christina Agger, der er ID1s grundlægger og direktør.

ID1 bliver officielt lanceret tirsdag den 5. januar og vil være ude hos Telia og Elgiganten fra den 7. januar til en pris på omkring 4.000 kroner.