Falsk Facebook-side udnytter Elgiganten til at få likes: Er du også blevet snydt?

16x9
Den falske Facebook-side deler blandt andet denne konkurrence om en ny iPhone. Foto: Screendump fra den falske Facebookprofil

Du kan vinde en ny iPhone eller en Disney Blu-Ray boks, hvis du blot liker, kommenterer eller deler konkurrencerne på Facebook-siden 'Elgiganten'. Eller sådan ser det i hvert fald ud.

Men siden har blot "lånt" kædens logo og coverbillede, og den eller de ukendte bagmænd bruger navnet, formentligt for hurtigt at bygge en stor følgerskare op, som senere kan præsenteres for en lang række reklameopslag. Jo flere følgere, jo flere penge er der nemlig i en Facebook-side.

Den falske side gik mandag formiddag fra at have 3500 til over 5000 fans på blot et par timer. Den ser sådan her ud:

16x9
Den falske Facebookside benytter samme logo og coverbillede som den rigtige side. Foto: Skærmdump

Mens Elgigantens rigtige Facebookside, 'Elgiganten DK' med over 188.000 fans, ser sådan ud:

16x9
Elgigantens rigtige Facebook-side har det blå flueben ud for navnet, som betyder, at Facebook bekræfter, at siden er god nok. Foto: Skærmdump

 De to sider ligner hinanden til forveksling, men enkelte forskelle er der dog:

- Den rigtige side har et blåt flueben ud for navnet, hvilket betyder, at den er verificeret af Facebook

- Coverbilledet er det samme, men størrelsen forskellig

- Den falske Facebook-side har ingen info på sin "om"-side: intet link til website, ingen beskrivelse af siden, intet telefonnummer og ingen emailadresse. Alt dette har den rigtige Facebook-side.

Elgiganten: - Det er drønirriterende
Elgigantens kommunikationschef, Frederik Danvig, siger til TV 2, at kæden er bekendt med siden og har talt med Facebook om den.

- Mange kunder har været enormt hjælpsomme og henvendt sig til os og rapporteret siden til Facebook. Og det vil jeg da også opfordre folk til: Hvis de ser et lignende eksempel, så kontakt Facebook og sidens ejermænd, siger han.

Han forventer og håber, at siden snart bliver slettet.

- Den er da drønirriterende, siger han.

Kan være alt fra drengestreger til datakriminalitet
Frederik Danvig mindes ikke, at Elgiganten før har oplevet falske sider i kædens navn, men han har hørt om andre eksempler. Og det har Nathalie Larsen, digital og social medie-specialist i Geelmuyden Kiese, også. Hun arbejder nemlig jævnligt med kunder, der har været udsat for det samme.

- Set fra virksomhedernes side gør det rigtig ondt. Elgiganten har jo ikke lyst til at blive associeret med konkurrencer, hvor der aldrig bliver trukket en vinder, siger hun til TV 2.

Hun fortæller, at det er meget nemt at lave de falske Facebook-sider, og det kan derfor være alt fra drengestreger til datakriminalitet, der kan sammenlignes med de såkaldte phishing-mails.

Her forsøger forbrydere at lokke for eksempel din emailadresse ud af dig, som kan sælges til virksomheder, der siden oversvømmer dig med reklamemails. Klikker du på et suspekt link, risikerer du at få installeret malware på din computer, som samler oplysninger om dig.

Nathalie Larsen anbefaler, at du altid klikker dig ind på Facebook-siden, når en fristende konkurrence dukker op i dit feed.

- Ser det troværdigt ud? Er der en beskrivelse, er der noget historik med andre opslag, er der konkurrencebetingelser? siger Nathalie Larsen og tilføjer:

- Det problematiske er, at det sker på platforme, som vi alle bruger, og vi tænker ikke på til dagligt, at vores data er en handelsvare.

Jacob Mouritzen, der er direktør i mediebureauet Mindshare, nikker genkendende til fænomenet. Han fortæller TV 2, at brugeres emails kan sælges for op mod 200 kroner stykket.

Tøjmærker brugt til ulovlige konkurrencer
TV 2 fortalte i sommer om lignende fup med sider, der udgav sig for at være tøjkæderne Zara, H&M og Asos. De måtte ufrivilligt lægge navn til konkurrencer, der i flere tilfælde overtrådte Facebooks regler. 

For når virksomheder - også de falske - laver konkurrencer på Facebook, må de gerne bede brugerne om at kommentere eller like opslaget. Men man må ikke kræve, at de deler opslaget eller tagger deres venner i en kommentar. Samtidig skal det gøres klart, at Facebook intet har med konkurrencen at gøre.

To af de fire konkurrencer, der er delt på den falske Elgiganten-side er i strid med Facebooks regler.