Ekspert om ny brintbil: Som et farvel til hestevognen

Tirsdag præsenterer Toyota verdens første serieproducerede brintbil ”Mirai” i Danmark. Bilen sættes til salg i Danmark som et af de første steder i

Tirsdag præsenterer Toyota verdens første serieproducerede brintbil ”Mirai” i Danmark.

Bilen sættes til salg i Danmark som et af de første steder i Europa. Blandt andet fordi Danmark i øjeblikket har en politik, der friholder brintbiler for registreringsafgift, og en Mirai derfor vil kunne sælges for omkring 600.000 kroner i Danmark.

Men lanceringen sker, netop som den danske regering som oplæg til finanslovsforhandlingerne overvejer at sløjfe præcis den undtagelse fra registreringsafgiften. Dermed kan prisen ifølge Toyota komme op på 1,6 millioner kroner for en Mirai i Danmark.

-Det er vi selvfølgeligt rigtig ærgerlige over, fordi det er sådan, at det egentligt er starten på et eventyr, fordi det er en forureningsfri bil. Og inden eventyret overhovedet er kommet i gang, kan det måske være slut. I Danmark i hvert fald, siger pressechef i Toyota i Danmark, Anders Tystrup.

Toyota mener ellers selv, at der er tale om ”fremtidens bil” (Mirai betyder ”fremtid” på japansk). Lanceringen i Europa sker i første omgang i byerne Hamborg, München, London og København, hvor man er længst fremme med tankstationer med brint. I øjeblikket er 11 tankanlæg på vej i Danmark, så brintbilen, der kan køre 500 kilometer på en tank brint, kan nå rundt i landet uden problemer.

En af de få danske bileksperter, der har prøvet en tur i en Mirai, er Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør på FDM’s magasin Motor.

Og han er begejstret:

- Det er på samme niveau, som da mennesket gik fra hestevognen til den benzindrevne bil. Da sagde man også: "Hvad er det for noget?".

- Det er en lovende teknologi, og et lovende bud på fremtidens bil.Det er starten på et farvel til benzin- og dieselmotoren, siger Søren W. Rasmussen.

Sådan fungerer en brintbil:

En brintbil har en elmotor ligesom almindelige elbiler.

Men i stedet for at få elektriciteten fra et batteri, så producerer brintbilens brændselsceller selv strøm til at drive bilen. Det sker ved en kemisk proces, hvor den flydende brint blandes med luftens ilt og bliver til vand, som er det eneste affaldsprodukt fra en brintbil.

Det er overskudsenergien fra den kemiske proces, der driver bilens elmotor.

På en fuld tank kan en Mirai køre 483 kilometer. Bilen kan tankes op på tre-fem minutter på et af i alt 11 tankanlæg, der er på vej i Danmark.