Grov vold på åben gade i København

16x9

Københavns politi efterforsker netop nu en meget grov voldssag fra det indre København.

"Den er så voldsom, at vi har valgt at offentliggøre overvågningsbillederne for at kunne finde frem til gerningsmændene", siger politikommissær Bent Baltzer Sørensen.

Natten til søndag den 9. august var tre venner på vej hjem fra byen, da de pludselig blev overfaldet af to mænd, de aldrig har set eller talt med før.

Overfaldet fandt sted udenfor diskotek "Klubben" på Axeltorv 5 i det indre København og som man kan se af overvågningsbillederne, er overfaldet meget voldsomt. De tre venner blev slået i hovederne med en flaske og en skovl, som overfaldsmændene sandsynligvis havde fundet ved et vejarbejde lidt længere nede ad gaden.

Politiet har gransket overvågningsbillederne nøje og er ikke i tvivl om at overfaldet er fuldstændig umotiveret.

"At det lige går ud over de tre venner er helt tilfældigt. Overfaldsmændene skal bare ramme nogen og det vil vi altså ikke finde os i", siger Bent B. Sørensen.

De tre venner kan her en måned efter voldsoverfaldet stadig ikke forstå, at det lige var dem, det gik ud over.

"Vi var jo bare på vej hjem efter en glad aften i byen, og vi havde ikke provokeret nogen eller lagt op til ballade", fortæller Troels, der stadig har men efter volden. "Jeg kan kun åbne min mund nogle få centimeter og mit ene øjenbryn kan jeg ikke bevæge. Så jeg tænker da dagligt over den nat i august, og jeg er sindssygt gal over, at det skulle gå ud over os", slutter han. Også Troels´ ven, Nicki blev hårdt ramt den nat i august.

"Pludselig mærkede jeg noget hårdt i nakken, og før jeg fik vendt mig om, blev jeg stukket endnu flere gange. Da jeg rørte ved det, fik jeg blod på hænderne", husker Nicki. Han måtte syes flere steder - i nakken, hovedet, på skulderen og i ryggen. I dag har han det ok igen. "Men jeg har da fået mig en forskrækkelse", forklarer han. "Og jeg har det akkurat ligesom Troels. Jeg synes, at de er nogle idioter, og jeg håber at de bliver fanget, så de kan få deres straf.

Politiet beder nu offentligheden henvende sig, hvis de ved, hvem de to efterlyste overfaldsmænd er.

Manden i den stribede t-shirt (ham der slog med flasken) beskrives som:

  • Dansk
  • Ca. 20 år
  • 180-190 cm høj
  • Almindelig/slank af bygning
  • Lyst kort hår

Den anden gerningsmand (ham der slår med skovlen) er ifølge politiet:

  • Dansk
  • Ca. 20 år
  • 175 cm høj
  • Almindelig af bygning
  • Lyst kort hår

Alle henvendelser i sagen kan ringes ind til Københavns politi på tlf.: 33 14 14 48.

Gense indslaget her: