Bag tremmer i udlandet

16x9

90 danskere sidder lige nu fængslet i udlandet.
To tredjedele i EU - flest i Tyskland, Frankrig og Spanien.
En tredjedel i lande som Thailand, Libyen, USA og Peru.
For hver dansker i fremmede fængsler er der familie og venner hjemme i Danmark, som også bliver ramt.

Station 2 har set nærmere på, hvordan det er at være pårørende til danskere, der sidder fængslet i udlandet.

TUR-RETUR-POLEN
Sofie Mølgaard, på 22 år, er på vej til Polen for niende gang på et år. På vej til hovedstaden Warszawas store arresthus, hvor hendes kæreste har siddet i fængsel siden december sidste år. Han er anklaget for at have smuglet hårde stoffer fra Polen til Danmark.

"Det har været en svær tid. De første 3-4 måneder var jeg sygemeldt, jeg fik migræne og kunne ikke sove om natten", siger Sofie Mølgaard.

Hun er overbevist om, at hendes kæreste er uskyldig, og at det er en fejl, at han er anklaget for forbrydelser, der kan give op til 10 års fængsel. Uanset hvad vil hun fortsætte med at besøge ham så ofte hun kan.

"Det er dyrt og besværligt. Men selvfølgelig vil jeg gøre alt for at hjælpe min kæreste", siger Sofie Mølgaard.

Hun tilbringer natten på hotel, mens hun venter på besøgstilladelse til at komme ind i fængslet. Næste morgen stiller hun op i køen af pårørende på vej ind i Sluzewiec-fængslet med plads til 1000 fanger.

"Jeg er altid spændt på at komme ind og besøge ham. Om han nu har det godt, og om der er sket noget nyt i sagen", siger Sofie Mølgaard.

Hun skal gennem metaldetektor, aflevere tasker og mobiltelefon - intet må hun tage med til sin kæreste. Lidt efter går hun de sidste skridt op ad trappen til besøgslokalet. Her falder hun sin kæreste om halsen. De har nøjagtig en time under konstant overvågning af fængselsbetjente. Hendes kæreste, Martin Pakos, der er dansker med polske aner, bruger endnu engang det meste af tiden på at snakke om sagen:

"De har udskudt retssagen igen. Denne gang to en halv måned, og de vil ikke slippe mig løs, fordi de er bange for at jeg flygter", siger han.

Martin Pakos fortæller igen, at han er uskyldig, at det er grundløse anklager, der stammer fra en polsk barndomsven, som er misundelig på Martins liv i Danmark. Men han ved også, at det kan blive meget alvorligt.

"Jeg håber jeg bliver frifundet, men jeg tør ikke tro på det. Og bliver jeg dømt, risikerer jeg op til 10 års fængsel", siger Martin Pakos.

Sofie Mølgaard når lige at fortælle lidt om deres fælles liv hjemme i Århus. Om deres to fælles hunde, om Martin Pakos' søn fra et tidligere forhold og lidt om vennerne - så er den time gået.
Samme eftermiddag tjekker Sofie Mølgaard ind i Warszawa lufthavn med kurs mod Danmark.

PENGE TIL PERU
Katarina Hammer blev mor for 10 uger siden. Alligevel går meget af dagen med at tænke på sin far. Han sidder i fængsel i Peru, idømt syv års fængsel for forsøg på narkosmugling. Han er totalt afhængig af hjælp hjemmefra.

"Jeg tænker rigtig meget på ham, selv når jeg står og tager et varmt bad for det ved jeg han ikke har fået i to et halvt år. Det er hårdt at tænke på, og det fylder meget i min dagligdag.

Hver måned sender Katarina Hammer 300 kroner ned til sin far i Peru. Penge der går til ekstra mad, sæbe og rent vand.

"Jeg har ikke mange penge, så det er ikke meget jeg kan undvære. Men jeg ved, at de penge betyder meget for ham. Det er faktisk nødvendigt for, at han kan overleve i fængslet.

TELEFON FRA TYRKIET
Hver torsdag mellem klokken 10 og 12 har Irene Blankensteiner konstant sin mobiltelefonen foran sig.
Hun er gangbesværet og vil ikke risikere, at telefonen ringer forgæves. Netop de to timer er eneste tidspunkt, hvor Irene Blankensteiners datter kan ringe fra sit fangenskab i et af Tyrkiets mest brutale fængsler.

"Det er den eneste chance, jeg har for at tale med min datter. Det er meget vigtigt for mig, for jeg er bange for, at hun har fået alvorlige psykiske skader af at sidde i fængsel".

Det er snart halvandet år siden Irene Blankensteiners datter blev anholdt og sat bag tremmer i Buca-fængslet i Tyrkiet - et fængsel, der er berygtet for barske og primitive levevilkår for de op mod 2600 fanger.
Moderen har været der seks gange.

"Der er ekstremt beskidt og ulækkert i fængslet. Der er alt for mange fanger på alt for lidt plads".
Sidste gang rejste hun forgæves til Tyrkiet. Datteren havde forsøgt selvmord ved at smadre en håndvask. Det kostede besøgstilladelsen.

"Min datter ville have skåret pulsåren igennem ved hjælp af skårene fra håndvasken. Det lykkedes heldigvis ikke. Og så får jeg ikke lov til at besøge hende, det er jo helt vanvittigt", siger Irene Blankensteiner.
Nu orker hun ikke flere rejser til Tyrkiet. Derfor er det ugentlige telefonopkald den eneste forbindelse. Og lidt før klokken 12 ringer telefonen. Efter en kort snak siger datteren det, hun gentager, hver gang de taler sammen:

"Jeg savner Danmark, jeg kan snart ikke klare at være hernede længere. Og jeg håber bare, at I alle sammen kan tilgive mig".

Lidt efter afbryder linjen. Ti minutter er gået og Irene Blankensteiner sidder alene tilbage med bekymringerne, indtil næste gang datteren ringer. Sådan kan det fortsætte mange år endnu. Når der engang falder dom risikerer hendes datter op mod 15 års fængsel.