Da hendes samlever faldt om, blev han forsøgt genoplivet imod sit ønske

16x9
Ingrid Sørensen samlever døde sidst i juni. Foto: TV Syd

Folk, der ikke vil genoplives ved hjertestop, kan oprette et behandlingstestamente. Men det er ingen garanti for, at man ikke bliver det.

I 22 år boede Ingrid Sørensen sammen med Johannes Jessen. De sidste år havde han problemer med hjertet og nyrerne, og han var helt afklaret: Hvis han en dag faldt om, ville han ikke genoplives.

Så sidste år oprettede Johannes Jessen et livstestamente, hvor hans ønske fremgik.

- Han sagde flere gange til mig: ”Når jeg falder om, skal du bare lade mig ligge. Så er det nemmere at dø”, fortæller Ingrid Sørensen til TV Syd.

Det var den bedste død, man kunne få, mente han.

Men den dag 84-årige Johannes Jensen fik hjertestop, var testamentet ikke meget værd.

Kræver lægelig vurdering

Han var i haven for at grave kartofler op, da han faldt om sidst i juni. Ingrid Sørensen gik ud for at se, hvor mange kartofler der var, og fandt ham på græsplænen, hvor han lå på maven.

Hun var chokeret og kunne ikke tænke mange tanker, så hun ringede efter en ambulance, for ”man ringer jo til ambulancen”.

Ingrid Sørensen troede ikke, hendes samlever ville blive forsøgt genoplivet, når han havde udfyldt et livstestamente, men da ambulanceredderne kom, gik de i gang med genoplivningen af den 84-årige mand.

Derfor er det så ekstremt vigtigt, at du taler med din læge, for lægen kan få indført i din journal, at du ikke vil genoplives

Anna Wilroth, Ældresagen

For det kræver nemlig, at der er en læge til stede, eller at det står i personens journal, at han eller hun ikke vil genoplives.

Men det vidste hverken Johannes Jessen eller Ingrid Sørensen. Og der er mange andre ældre, der går rundt i den samme tro, fortæller Anna Wilroth, der er seniorkonsulent i Ældresagen.

- Derfor er det så ekstremt vigtigt, at du taler med din læge, for lægen kan få indført i din journal, at du ikke vil genoplives, og så har sundhedspersonalet heller ikke pligt til at genoplive, siger hun.

På trods af forsøget på at genoplive Johannes Jessen overlevede han ikke.

Ikke tydeligt nok

Siden januar har det været muligt at frabede sig genoplivning i et såkaldt behandlingstestamente – det, der før hed livstestamente.

Ifølge Ældresagen er det kun 17 procent af de 80- til 90-årige, der har snakket med sin læge om genoplivning.

- Og det er et meget lavt tal i forhold til, hvor stor en risiko den her aldersgruppe har i forhold til at få et hjertestop, siger Anna Wilroth.

Problemet er ifølge Ældresagen, at mange tror, behandlingstestamentet er en garanti for, at man ikke bliver genoplivet. Og det ikke er tydeligt nok for de ældre, at det ikke er tilfældet.

Det skal stå sort på hvidt, at der skal en lægelig vurdering til, mener Ældresagen, og hos Overlægeforeningen bakker man op om synspunktet.

Formand Lisbeth Lintz siger, at der ligger en stor kommunikationsopgave i at formidle, hvad det er, man har besluttet.

- Og der ingen tvivl om, at det kan gøres bedre, end man har gjort hidtil, siger hun.