Ramt af PTSD efter påkørsel på præcis samme sted: Sikkerheden er ikke god nok

En 32-årig norsk far og hans søn mistede livet ved en ulykke ved den jernbaneoverskæring, hvor Brian Borg i 1998 også var involveret i en ulykke.

Søndag genåbnede letbanen ved Grenaa efter en dødsulykke lørdag, hvor en 32-årig norsk mand og hans syvårige søn blev dræbt. Yderligere to familiemedlemmer blev alvorligt kvæstet.

Den norske bil kørte af foreløbigt ukendt årsager ud foran et tog ved Trustrup på Djursland.

To blev dræbt i ulykken.
To blev dræbt i ulykken. Foto: Per Øxenholt / Ritzau Scanpix

Ulykken skete ved en jernbaneoverskæring, hvor der ikke er bomme men kun lyssignaler med lyd. Bommene ligger klar til at blive sat op på stedet, men det er endnu ikke sket.

Og det har særligt en mand svært ved at forstå: Den tidligere lokofører Brian Borg.

Han sad selv som fører af et tog ved en alvorlig ulykke i 1998, hvor en 21-årig lastbilchauffør blev alvorligt kvæstet. Og den ulykke skete på præcis samme overskæring.

Et letbanetog passerer ved stedet for dødsulykken lørdag mellem en personbil og et letbanetog i Trustrup på Djursland, søndag den 7. juli 2019.. (Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix)
Et letbanetog passerer ved stedet for dødsulykken lørdag mellem en personbil og et letbanetog i Trustrup på Djursland, søndag den 7. juli 2019.. (Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix) Foto: Ernst Van Norde / Ritzau Scanpix

Dengang var forholdene på stedet de samme - der var lyssignaler, men ingen bomme.

- Jeg synes slet ikke, sikkerheden er god nok, når der kun er lys og lyd, for der findes jo løsninger, der er mere sikre som for eksempel bomme, siger Brian Borg.

Lokoføreren blev ramt af posttraumatisk stress, PTSD, efter ulykken, og som følge af det måtte han helt opgive jobbet som lokofører for to år siden.

Efter en dødsulykke ved Trustrup klager både naboer og en tidligere lokofører over, at sikkerheden er for dårlig.

158 jernbaneoverskæringer uden bomme

Også naboerne til jernbaneoverskæringen ved Trustrup synes, at sikkerheden på stedet er for dårlig, og at det er for dårligt, at bommene endnu ikke er blevet sat op.

- Hvorfor fanden er det ikke blevet lavet færdigt, lyder det ifølge TV 2 Østjylland fra landsmand Anders Høegh. Bommene til overkørslen er leveret, men endnu ikke monteret.

Der er i alt 1255 jernbaneoverskæringer i Danmark, og ved 158 af dem er der ingen bomme. Kun signaler med lyd og lys.

Det viser tal fra Trafikstyrelsen, som TV 2 har fået indsigt i.

Direktør: Sikkerheden god nok

Direktør for Aarhus Letbane, Michael Borre, mener, sikkerheden på stedet er god nok, selv om bommene endnu ikke er blevet sat op.

- Vi mener stadig, at vi har et sikkert system. Anlægget virker efter foreskrifterne. Derfor kører vi, siger han.

Han mener ikke, at Aarhus Letbane skulle have overset noget i undersøgelserne.

- Situationen for os i dag er ikke så meget anderledes, end den var i forgårs. Nemlig, at vi har en forventning om, at anlægget virker. Vi kan ikke finde nogen fejl i anlægget overhovedet, siger Michael Borre.

Transportminister indkalder partier

Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil nu indkalde Folketingets partier til en drøftelse af sikkerheden i overkørslerne på jernbanen i Danmark.

- Vi vægter sikkerheden på skinnerne meget højt i Danmark, og derfor bør sådanne ulykker ikke kunne ske. Det er derfor vigtigt, at vi kommer til bunds i, hvad der var årsagen til ulykken, og for at afklare dette, må vi afvente Havarikommissionens igangværende undersøgelser.

- Vi kan dog ikke nøjes med at have fokus på denne overkørsel, og jeg vil derfor efter sommer indkalde Folketingets partier til en drøftelse af den generelle sikkerhed i overkørslerne på jernbanen, skriver Benny Engelbrecht i en mail til TV 2.