Røde partier enige på klimaområdet i regeringsforhandlinger

Konturerne til en ny klimaaftale begynder at tegne sig efter forhandlinger onsdag aften, hvor Det Radikale Venstre blev væk.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er nået til enighed på klimaområdet i de verserende regeringsforhandlinger.

Sådan lyder det fra de røde partier, som onsdag aften har været til regeringsforhandlinger med Mette Frederiksen (S).

Partierne er blevet enige om det krav om en 70 procents CO2-reduktion i Danmark i 2030, som blandt andre Enhedslisten og SF er gået til forhandlingerne med.

Det er dog betinget af, at der falder en samlet aftale om en ny regering på plads.

Mette F.: Der er ikke underskrevet noget

Det ser nu ud til, at Danmark når i mål med at leve op til Paris-aftalen, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

- SF har i 40 år kæmpet for, at Danmark skal være i eliten på det grønne område. Det har vi landet her i aften, sagde Pia Olsen Dyhr, da hun forlod forhandlingerne.

Den måske kommende statsminister Mette Frederiksen slog over for pressen fast, at der endnu ikke er underskrevet en aftale om noget som helst.

- Der er ikke hverken en forståelse eller aftale, før den er der. Men vi er rigtig, rigtig langt på klimaområdet, sagde hun og slog alligevel samtidig fast, at hun er enig med Pia Olsen Dyhr om, at resultatet er stort.

- Det er aldrig sket før i vores historie, at vi har forpligtet os til så stort et mål, som vi har i dag, siger Socialdemokratiets partileder.

Radikale Venstre blev væk

Det Radikale Venstre mødte ikke op til aftenens regeringsforhandlinger, selvom partileder Morten Østergaard deltog ved forhandlingerne tidligere onsdag eftermiddag.

Da han forlod forhandlingerne, var humøret langtfra højt. Den radikale leder mente, at forhandlingerne var gået et skridt frem og to tilbage.

Samtidig angreb han Mette Frederiksens forhandlingsteknik.

- Hvis man vil bære regeringsansvar i Danmark, er man nødt til at kunne samle, men det møde, der var i dag, samlede ingen, sagde han.

Østergaard afviser, at de radikale vil være med til at lukke delaftaler om for eksempel klima, inden det økonomiske fundament er på plads.