Motorcyklist dør og passager kvæstes alvorligt i ulykke

16x9
En motorcyklist er afgået ved døden i en trafikulykke. Foto: Mathias Øgendal / Mathias Øgendal / presse-fotos.dk

En motorcyklist og en bil kørte mandag aften frontalt sammen.

En 38-årig mandlig motorcyklist mistede mandag aften livet i en trafikulykke i Slagelse.

Det fremgår af Sydsjællands og Lolland-Falsters døgnrapport.

Manden kom omkring klokken 20.50 kørende ad Stillingevej i Slagelse på en motorcykel, da han ramte frontalt ind i en bil.

Bag på motorcyklen sad en 33-årig kvindelig passager, som kom alvorligt til skade i ulykken, men hun blev senere meldt uden for livsfare.

De pårørende er underrettet.

Ulykken skete, da bilen skulle svinge til venstre ved Disagervej. Der er ingen oplysninger om, at bilisten skulle have fået skader i sammenstødet.