Ny behandling mod rysten

Anifers liv ændrede sig fra invaliderende til normalt - på tre timer

Ny behandling mod rysten

Anifers liv ændrede sig fra invaliderende til normalt - på tre timer

I et hjørne af en patientstue på et privathospital i Madrid sidder en dansk kvinde med rystende hænder og gør sig umage med at skrive noget på et stykke papir.
Hun har lige fået barberet al sit hår af og er kun iført et tyndt hospitalsklæde.
- Jeg har skrevet, at jeg hedder Anifer og er 71 år, forklarer kvinden.
Det er hun nødt til. For man kan ikke læse, hvad der står. Dertil ryster hendes hånd alt for meget, til trods for at hun gjorde, hvad hun kunne for at holde den rolig.
Kvinden lægger kuglepennen fra sig.
- Så skriver jeg det igen, når jeg er færdig, ikke, smiler hun forventningsfuldt.

Isoleret

Rystelserne gør det svært at spise og drikke

Kvinden er Anifer Saliev, og hun lider af sygdommen ”essentiel tremor”; på dansk kaldet ”familiær rysten”.
De seneste seks år har sygdommen gjort hvert måltid og hver kop kaffe til en udfordrende og uværdig oplevelse, og det har betydet, at den 71-årige tidligere selvstændige bager og restauratør har holdt sig langt væk fra sociale sammenkomster.
For når hænderne skal arbejde finmotorisk, går de i selvsving, og mad og drikke ender alle andre steder end i munden.
Men nu er Anifer Saliev som den første dansker nogensinde af det danske sundhedsvæsen blevet sendt til Spanien for at blive behandlet med såkaldt fokuseret ultralyd i hjernen mod sin rysten. Det er en behandling, som har haft lovende resultater på andre patienter med sygdommen.
TV 2 har fulgt Anifer Saliev på rejsen. Se med nedenfor.

Chancen i Spanien

Den første dansker til at modtage fokuseret ultralyd

Familiær rysten er, som navnet antyder, til dels arveligt betinget. Fem til seks procent af befolkningen lider af sygdommen i større eller mindre grad. I særligt svære tilfælde, som hos Anifer Saliev, kan indoperation af elektroder i hjernen dæmpe rystelserne.
Den mulighed er bare ikke særlig god i hendes tilfælde, da hun tidligere har været i behandling for kræft, fortæller overlæge på Aarhus Universitetshospital, Niels Sunde:
- Derfor er vi ikke så glade for at behandle med en elektrode. Så vi søgte Sundhedsstyrelsen om lov til at sende Anifer til udlandet for at få denne behandling, som er langt mindre indgribende. Det er kirurgi uden kirurgi.
Overlægen lægger ikke skjul på, at han godt selv kunne tænke sig at tilbyde behandlingen til sine patienter:
- Det vil for nogle være meget, meget attraktivt at skulle undgå et kirurgisk indgreb. Og måske kan det bruges til andre sygdomme. Cancer, epilepsi, fjernelse af svulster. Kun fantasien sætter grænser, siger Niels Sunde.
Det glæder Anifer Saliev, som inden behandlingen end ikke kunne holde på en kop kaffe.

Behandlingen starter

Anifer får et stativ på hovedet

Det er vigtigt, at patienten ligger helt stille under behandlingen, for ultralydsbølgerne skal ramme med milimeterpræcision inde i hjernen. Derfor får Anifer Saliev spændt et slags stativ på kraniet, som holder hovedet fast.
Ultralyden brænder et hul på størrelse med et stort peberkorn og rammer ned i en få milimeter stor kerne i venstre side af hjernen. Her er fejlaktivitet skyld i rystelserne i den højre hånd, som er den, der ryster mest.
Lægerne kan kun behandle én side af gangen. Det vil sige, at kun rystelserne i højre hånd forsvinder.
Ultralyden brænder lidt efter lidt den syge del af hjernevævet i kernen væk.

Midtvejs i behandlingen

Anifer testes

Behandlingen med fokuseret ultralyd tager tre timer og foregår i lokalbedøvelse.
Undervejs tester lægerne Anifer Salievs finmotorik på højre hånd. Kan hun for eksempel føre en flaske ned til munden uden at ryste? Og kan hun ramme lægens finger med sin højre finger.
Temperaturen starter på 43 grader for at se, hvordan patienten reagerer på varmen.
Fra 55 grader kan lydbølgerne begynde at skære i vævet for at få den syge del væk. Til sidst i behandlingen kommer temperaturen op på næsten 60 grader inde på kernen. For patienten føles det som en kortvarig, sviende smerte, når temperaturen er højest.

Efter behandlingen

Anifer skriver sit navn igen

Noget af det aller første, Anifer Saliv gør efter tre timers behandling, er at gribe pen og blok for at skrive sit navn igen.
- Åh! Det er jo starten på et 'J'! udbryder hun glad, da kuglepennen igen lystrer hendes håndbevægelser.
For første gang i seks år skriver hun sit eget navn, så det rent faktisk kan læses.
Missionen med at fjerne hendes rysten på højre hånd er lykkedes.
- Det var dog utroligt. Er der forskel, eller er der ikke forskel, siger hun stolt og viser forskellen på sin håndskrift fra før og efter behandlingen.
De spanske læger er tilfredse:
- Det gik rigtig godt. Og der var ingen bivirkninger. Det sted, vi behandlede, var det helt rigtige, så vi er meget glade, siger neurolog Dr. Raúl Martinez fra CINAC Hospital HM Puerta del Sur.
Han forklarer, at privathospitalet indtil videre har behandlet cirka 150 patienter for deres rysten, og at behandlingen har en god effekt i 80 procent af tilfældene.

Et helt nyt liv

Anifer kan strikke og bage, spise og drikke

Med behandlingen har Anifer Saliev pludselig fået et helt nyt liv, siger hun.
Den 71-årige kvinde kan genoptage sine håndværkssysler med at strikke og bage, og hun kan spise og drikke uden at spilde. Men bedst af alt kan hun igen komme ud blandt andre mennesker og være social.
- Nu vil jeg for eksempel ikke være bange for at gå ud og drikke en kop kaffe eller gå ud at spise. Og jeg kan sende en SMS igen. Ting, jeg ikke har kunnet i meget lang tid, siger Anifer Saliev og fortsætter:
- Så jeg håber virkelig, der er andre også, der får chancen for det. Fordi det gør en himmelvid forskel. Jeg tror ikke, folk kan sætte sig ind i, hvor meget det betyder. Så jeg føler mig virkelig privilegeret.
Nedenfor kan du se, hvilken forskel behandlingen har gjort:

To uger efter

Det bedste af det bedste

I seks år har Anifer Saliev undgået at gå ud blandt andre mennesker.
Men en uge efter behandlingen i Madrid sætter hun sig for første gang i årevis ned på en café i Randers midtby med en kop kaffe - og uden at spilde.
Glæden lyser ud af hende:
- Det med at være ude med andre mennesker og så kunne sidde sådan her og drikke en kop kaffe, det er simpelthen det bedste af det bedste. Det er næsten som at blive født på ny, tror jeg, siger hun.
Behandlingen med fokuseret ultralyd findes endnu ikke i Norden, men cirka 60 andre steder i verden.