Røde partier diskuterede klima med Mette F - står fast på 70 procents reduktion

Der blev high fivet mellem Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper, da SF gav forhandlings-stafetten videre til Enhedslisten.

Lørdag eftermiddag blev der diskuteret grøn omstilling, da de røde partier mødtes med Mette Frederiksen i forbindelse med regeringsforhandlingerne på Christiansborg.

Ved 15.30-tiden overtog Enhedslisten pladsen ved forhandlingsbordet fra SF, og det blev markeret med en high five mellem Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper.

Pia Olsen Dyhr (SF) og Pernille Skipper (Ehl.) giver high five under udskiftningen i forhandlingerne med Socialdemokratiet.
Pia Olsen Dyhr (SF) og Pernille Skipper (Ehl.) giver high five under udskiftningen i forhandlingerne med Socialdemokratiet. Foto: TV 2 Danmark

De to partiledere er også i den grad på samme hold i forhandlingerne på det grønne område.

Sammen med Alternativet og Radikale Venstre ønsker de to partier en CO2-reduktion på 70 procent, mens Socialdemokratiet kun ønsker en reduktion på 60 procent.

- Vi kommer ikke med en seddel, hvor det er alt eller intet. Sådan forhandler man ikke. Men en bindende klimalov med 70 procents reduktion er ufravigeligt, hvis vi skal leve op til valgresultatet og det mandat, vi har fået, sagde Pernille Skipper forud for forhandlingerne med Mette Frederiksen.

Statskassen skal tilføres flere penge

En ambitiøs klimapolitik med en CO2-reduktion koster penge, og derfor må staten kradse nogle flere af slagsen ind.

Nogenlunde sådan lød udgangspunktet for SF, før de gik ind til forhandlingsbordet og præsenterede deres holdninger til, hvordan en mulig kommende S-ledet regering skal føre klima- og miljøpolitik.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, gjorde det klart, at man ikke kan levere på målet om at reducere CO2-udspillet med 70 procent i 2030, hvis ikke statskassen får tilført flere penge.

- Vi kan ikke alene finansiere det på det økonomiske råderum, for så får vi udfordringer med at finde penge til velfærd.

- Der er ikke penge nok i de modeller, der er blevet fremlagt. Vi har vores plan for en finansiering, og så må vi tage den derfra, sagde hun.

- Vi er ikke blevet enige endnu

Da SF's Pia Olsen Dyhr efterfølgende kom ud fra forhandlingslokalet, var hun fortrøstningsfuld, men måtte afvise, at Socialdemokraterne var enige om, hvordan problematikken skal håndteres.

- Hvis det var så nemt, tror jeg, jeg ville lyve. Men jeg synes, at vi fik diskuteret rigtig mange ting. Der er klart knaster, men det bevæger sig i den rigtige retning, sagde Pia Olsen Dyhr.

Sådan lød det også, da Enhedslisten en time senere forlod forhandlingslokalerne.

- Vi har snakket og drukket en masse kaffe. Vi har sagt, hvad der er vigtigt for os. Vi har snakket om klimareduktionsmål, en bindende klimalov og en klimahandlingsplan, sagde Pernille Skipper.

- Men vi er ikke blevet enige endnu.

Kompromiset ligger ikke lige for

For at nå i mål med klimaplanerne vil SF blandt andet have øget topskatten for de rigeste og foreslår også at hæve arbejdsmarkedsbidraget.

Socialdemokratiet har dog andre finansieringsforslag, og det samme gælder Enhedslisten.

Og ikke mindst har De Radikale finansieringsplaner, der går ud på at øge arbejdsstyrken ved at åbne op for mere udenlandsk arbejdskraft. Noget, der kan gøre ondt på de andre partier, der har øjnene stift rettet mod, at udenlandsk arbejdskraft ikke skal komme på bekostning af dansk.

Derfor ligger et kompromis om økonomien i den grønne omstilling ikke lige på den flade hånd.

- Jeg tror ikke, at det bliver nemt, heller ikke på klimaområdet. Men de unge har bedt os ældre om at levere på helt store udfordringer, der er lige nu, sagde Pia Olsen Dyhr tidligere lørdag.

- Jeg tror også, at vi alle har en interesse i at nå hinanden. Det handler om en seriøs global udfordring, som vi skal have løst. Det skal vi som politikere tage ganske alvorligt, fortsatte hun.