16x9

Steffen Jensen blandt nyfødte lam og selvbyggede huse: Her er virkelig tid til det gode liv

Under valget skriver mellemøstkorrespondent Steffen Jensen om den danske såkaldte ”udkant". Dette er hans personlige beretning.

Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge.

Sådan indleder H. C. Andersen eventyret om Den Grimme Ælling.

Mange danskere drømmer om et liv væk fra støjen, bilosen og menneskemyldret i storbyen.

Et liv hvor børnene kan løbe rundt og lege med masser af andre børn ude i det fri og blive møgbeskidt, hvor man kan dyrke sine egne gulerødder, radiser og krydderurter, have høns, som lægger æg og vide lidt om, hvordan det, man spiser, er blevet til.

Der er stadigvæk ret fantastisk ude på landet, for herude kan ens drømme om et anderledes liv, mere bæredygtigt liv, et mere socialt liv, et bedre liv blive til virkelighed.

Landet er ikke, som mange i storbyboere tilsyneladende tror, et sted, hvor intet sker, hvor udviklingen er gået i stå, hvor det bare lugter af gylle, og det sjoveste, der sker, er sensommerens høstbal og spilleautomaterne henne på den lokale kro.

Landet er et sted, hvor man kan udleve sin drømme langt nemmere end det ofte lader sig gøre inde i byen.

square to 16x9
Sneglehusinspireret hus i Fri og Fro. Foto: Steffen Jensen / TV 2

At bo under himlen

Vi ved alle, at det går den forkerte vej med klimaet. Vi skal finde ud af at bo, arbejde og leve på en anden måde… men hvordan? Kan det overhovedet lade sig gøre?

Jeg var i Odsherred for at lave research til helt en anden historie, da jeg hørte om øko-landsbyen ”Fri og Fro” i nærheden. Alene navnet var sjovt, så jeg kiggede lige forbi på vej tilbage til Langeland. Der er kun én vej, som snor sig igennem det lille samfund. Den hedder ”Under Himlen”.

Tænk at bo på Under Himlen nummer 1 i Fri og Fro!?!

Og lige præcis huset på den adresse var ved at blive bygget, da jeg ankom.

En stor lastbil med en betonblander var ved at hælde sin tyktflydende, grå stenblanding ned i fundamentet. Mens chaufføren kigger intenst på mig og hæver øjenbrynene, som for at understrege, at han er ved at afsløre en statshemmelighed, forklarer, at det er et drivhus med et beboelseshus indeni, han er ved at lave fundament til.

- Meeeget specielt, siger han og vibrerer med de buskede øjenbryn.

Jeg kan ikke finde ud af, om han mener, at det er godt eller bare meeeget sært, så jeg finder ejeren, som har sat byggeriet i gang.

Svend Buchardt -- Fri og Fro's seneste tilflytter.
Svend Buchardt -- Fri og Fro's seneste tilflytter. Foto: Steffen Jensen / TV 2

- Det skal blive til et lille træhus med et noget større drivhus udenom, så vi på den måde får en slags klimaskærm på tre sider, forklarer Svend Buchardt med et stor smil. Planen er, at huset på den måde skal nyde godt af en masse passiv opvarmning. På den måde bliver det, som de andre huse i Fri og Fro, både bæredygtigt og billigt.

Sjovt nok så har Svend, som nu selv skal bo i et lillebitte hus i Fri og Fro, sit eget firma, som rådgiver om kæmpekøkkener til hoteller og hospitaler. Han er den nyeste tilflytter til Fri og Fro, og med hans familie er landsbyen så godt som fyldt op.

- Velkommen til vores lille økosamfund, hvor vi bor 17 familier sammen og Svend og hans familie er de sidste nye tilflyttere, siger Morten Hylleberg, som lige er dukket op.

- Jeg har nu allerede boet her i to og et halvt år, bryder Svend ind.

- Er det allerede to og et halvt år?

Morten lyder oprigtig overrasket.

- Ja, jeg har boet her i to og et halvt år, og jeg er først lige begyndt at bygge mit hus, griner han. I den mellemliggende tid har han boet i en skurvogn og tegnet og planlagt sit byggeri.

Under Himlen i Fri og Fro.
Under Himlen i Fri og Fro. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Et hus der vokser roligt

Morten er politimand på deltid og bruger resten af sin tid som øko- og lokalaktivist. Han bor her med sin kone, Hanne, og tre børn i et lille, rundt, hvidkalket halmhus med græstørvstag, som de selv har bygget.

Han er ved at udvide, så børnene kan få lidt mere plads. I virkeligheden synes mange af husene at være i en mere eller mindre permanent tilstand af udvidelse og forbedringer. Mange af dem bliver øjensynlig aldrig helt færdige, men har et organisk liv, som tilpasser sig beboernes skiftende behov.

- Det afhænger meget af, hvem man er, og hvilket temperament man nu en gang har, siger Morten.

- Og hvornår man synes, ens hus er færdigt, tilføjer Svend, imens vi spadserer rundt på Under Himlen i Fri og Fro.

De fleste har selv køkkenhaver og drivhuse, så de kan dyrke deres egne grønsager.
De fleste har selv køkkenhaver og drivhuse, så de kan dyrke deres egne grønsager. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Et byggemarked i baghaven

Morten indrømmer, at det både kan være godt og skidt, fordi det betyder at dele af landsbyen mere eller mindre permanent ligner en byggelegeplads med genbrugsmaterialer reddet fra nedrivninger og byggepladser.

- Det er min materielgård, som jeg plejer at kalder det, forklarer Morten og peger på en større samling af genbrugsmursten, fliser, et par radiatorer, bjælker, bunker af sand og andre byggematerialer stablet op bag hans eget hus.

- Det er jo en stor tilfredshed, hvis man får en ide, at man så bare går over i ”materielgården” i stedet for at skulle i Silvan, for man kan stort finde alt, man skal bruge i sit eget lager af genbrugsmaterialer.

Hvad får folk til at sige farvel til den almindeligkendte måde at leve på, for at flytte ud på landet og blive selvbygger i et lille øko-samfund som Fri og Fro?

- For mig har det i særdeleshed været den sociale del, der har været afgørende, siger Svend uden betænkningstid.

- Selve byggeprocessen med at opføre et hus, er egentlig ikke så vigtig for mig. Men at bo i huset, være en del af Fri og Fro, være en del af noget større, have et fantastisk godt naboskab, og vi har fællesspisning tre gange om ugen, hvor dem, der har lyst, spiser sammen ovre i vores fælleshus. Hele dette nære samfund, fællesskab og børnene der kan lege frit overalt, det er den helt rigtige vej at gå.

Svend tænker også på den økonomiske del af livet. Han har tidligere tjent en masse penge og havde et stort forbrug.

- Og det blev jeg ikke blevet noget gladere menneske af. Tværtimod, siger Svend.

- Mit alternativ var at blive økologisk landmand og købe en stor bondegård. Jeg har altid været landmand, tilføjer Morten.

- Men så ville jeg jo gældsætte mig for en 30-40 millioner, alt efter hvad jeg kunne få fingrene i.

square to 16x9
Børnene leger ude, bliver beskidte, slår sig og kommer trætte og glade hjem, som i de gode gamle dage. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Frihed for gæld

Hele spørgsmålet om gæld… eller snarere frihed fra gæld, spiller en afgørende rolle for mange af de mennesker, jeg møder rundt om i økosamfundene i Danmark.

Den livslange gældsforpligtelse, mange af os sætter os i for at få et hjem, der lever op til vores drøm om position og status, forpligter os og sætter stramme rammer for vores liv i årtier fremover. Præcis i den periode mange af os har små børn, som ofte godt kunne bruge en smule mere af deres forældre, mens de vokser op.

- Men så kunne jeg jo i stedet bygge et hus af de halmballer, jeg ellers gik og fodrede køerne med. Det er et billigt, økologisk byggemateriale. Og hvis jeg så i øvrigt bruger ler og andre materialer fra naturen, genbrug fra nedrivninger og i det hele taget byggede selv, så kunne jeg få et skønt hjem og samtidig være gældfri.

- Den frihed, der ligger i at være gældfri, har givet mig mulighed for at leve et helt andet liv, end jeg nok ellers ville have levet. Det har også givet os tid til at engagere os rigtig meget i vores lokalområde. Være med til at løfte det, skabe aktiviteter og forsøge at øge tilflytningen og så videre.

Pias og Johans halmhus, som de selv har bygget.
Pias og Johans halmhus, som de selv har bygget. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Ikke lave mad hver aften

En anden af de danske øko-landsbyer er Den Selvforsynende Landsby på Sydfyn.

Små 80 indbyggere. Halvdelen voksne og den anden halvdel børn, står der på landsbyens hjemmeside.

Inden jeg ankommer, har jeg aftalt at mødes med Pia Duus Jensen, som på hjemmesiden står som det lille øko-samfunds talsperson, og i øvrigt er kommunikationsmedarbejder i Svendborg Kommune.

Pias og Johans søn Kaj har fødselsdag og laver kage, da vi ankommer.
Pias og Johans søn Kaj har fødselsdag og laver kage, da vi ankommer. Foto: Steffen Jensen / TV 2

- Det er et forpligtende fællesskab, vi har her, fortæller hun.

- Det er et fællesskab, vi fra starten har sagt ja til. Der er en smule fælles arbejde i landsbyen. Vi har fælles indkøb, fællesspisning og -madlavning, vi har nogle dyr og en række ting, vi skal passe sammen. Det er faktisk det, der får fællesskabet til at fungere. For hvis man ikke har noget sammen, så er det svært at have et fællesskab.

Lillebror Asbjørn smager på den, da de andre hilser gæsterne velkommen.
Lillebror Asbjørn smager på den, da de andre hilser gæsterne velkommen. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Fællesskabet er på ingen måde en byrde, understreger Pia. Det er i virkeligheden på mange måder en lettelse.

- Vi behøver ikke at købe ind, vi skal meget sjældent lave mad. Havde vi boet alene, ville det være svært både at have høns, får og køkkenhave og den slags. Der er en masse ting, vi kan klare, fordi vi er mange om det. I særdeleshed er det som børnefamilie rigtig rart, at ikke skal lave mad hver eneste dag, når vi kommer hjem fra arbejde.

Hendes mand, Johan Bahn Larsen, som er ingeniør og underviser på Syddansk Universitet, nikker.

- For os betød det bæredygtige og det sociale aspekt meget, da vi valgte at flytte hertil. Og så havde jeg også en drøm om at bygge vores eget hus, siger han. De to bor i et af landsbyens allerflotteste halmhuse, som nemt kunne optræde i Bo Bedre.

Pia og Johan forklarer, at grundlæggerne af Den Selvforsynende Landsby oprindeligt kæmpede for at den skulle baseres på selvforsyning og permakultur.

Det var en smule for dogmatisk, husker de, og er enige om, at det i dag er en smule nedprioriteter. Alene af den grund at landsbyen ikke er blevet helt selvforsynende.

- Men det er ikke glemt. Det er jo stadigvæk det, vi er samlet om. Men det gode liv, det fylder i dag mere. Vi skal jo have det godt sammen. Det skal være et dejligt sted at bo, og det skal være et godt liv, vi skal leve, siger Pia.

En hjemmelavet genbrugsfødselsgave. Det er både bæredygtigt og sjovt samtidig.
En hjemmelavet genbrugsfødselsgave. Det er både bæredygtigt og sjovt samtidig. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Fællesskabet er størst

Johan forklarer også, at man bliver nødt til at være meget rummelig og kompromisvillig, så man skal leve så tæt sammen med andre i et stort fællesskab.

- Man er nødt til at lægge sine egne individuelle særinteresser lidt på hylden. Ikke sådan at alt skal styres af fællesskabet, men du kan heller ikke selv styre alting. Man skal indstille sig på, at fællesskabet er større end en selv.

Et af de fælles jobs, der i dag er gang i, er at styne piletræerne i det rodzoneanlæg, der renser landsbyens spildevand. Pilen skæres helt ned og grenene fræses til flis, som bruges andre steder i fællesskabet.

- Alle bidrager med det, de er gode til. Vi er en masse mennesker med få færdigheder, men tilsammen bliver det jo til ganske mange kompetencer, som vi kan gøre brug af. Det er faktisk meget fedt, for har man et problem, så er der næsten altid nogen, der kan løse det, forklarer Lasse Brahe, som selv har en sjov kombination af kompetencer. Han er lastbilchauffør og terapeut.

Men for Lasse er det også fællesskabet, det økologiske og det bæredygtige, der trækker.

- Det er jo i virkeligheden bare sund fornuft, og så det dejligt at være med i et fællesskab, siger han.

Magnus Bohn, som til daglig er biolog, er enig. Fællesskabet er noget af det, der virkelig gør landsbyen speciel.

- Vi kiggede på huse rundt om, og det var sgu altid så ensomt. Så kiggede vi forbi landsbyen her, og det var præcis sådan noget, vi havde drømt om. Det eksisterede allerede, det så ud til at fungere godt, så det var en skøn pakkeløsning, hvor vi fik 25 naboer med i købet.

square to 16x9
Morten og Hannes halmhus med græstørn på taget. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Giver mere mening

Jeg er blevet fortalt, at Søren Aggerholm Larsen, som er ingeniør og frømand, var kommet hjem med en håndfuld hummere fra sit sidste dyk.

Jeg finder ham ovre hos Torben Rasmussen, hvor Stine Sørensen, som er kok, også har sluttet sig til. Inden de skal i gang med at lave hummerne, sidder de udenfor i det gode vejr og nyder et par flasker god hvidvin. Jeg husker på Pias ord om at man også skal kunne leve ”det gode liv” her i landsbyen. Det er en perfekt mulighed for at høre, hvorfor de har slået sig ned i Den Selvforsynende Landsby, samtid med at jeg selv nyder et glas.

- Jeg kommer oprindelig selv fra ”Udkantsdanmark”, men har boet i København i omkring 20 år, hvor jeg havde et normalt, hæsblæsende liv. Jeg kunne egentlig godt tænke mig noget andet end det der normale liguster-liv med villa i Valby og så videre, siger Søren.

Annette Jørgensen på vej ud for at fodre Den Selvforsynende Landsbys fåreflok.
Annette Jørgensen på vej ud for at fodre Den Selvforsynende Landsbys fåreflok. Foto: Steffen Jensen / TV 2

De sødeste mennesker på Fyn

- Livet her giver meget mere mening på en anden måde. Det efter en anden tidsplan. Man sætter løg. Når de er modne, bliver de høstet, lagt til tørre på loftet, opmagasineret til vinteren, så de være klar til at blive brugt til madlavning. Det giver mening sådan helt basalt, siger Søren stille, og det synes klart, at han har fundet både en form for fred og balance i sit liv her, og for ham betyder fællesskabet også en masse.

- Det er nogle rigtigt skønne, levende mennesker som sammen dyrker en dynamisk proces her. Det faldt jeg for. Helt klart.

Der er børn alle vegne i den Selvforsynende Landsby. Halvdelen af de næsten 80 indbyggere er børn.
Der er børn alle vegne i den Selvforsynende Landsby. Halvdelen af de næsten 80 indbyggere er børn. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Stine fortsætter tankerækken.

- Der flytter jo en masse interessante mennesker med spændende liv og baggrunde hertil. De gør det, fordi de har lyst til at være sammen med andre og dyrke fællesskabet. Være åbne og kommunikere med os alle sammen, siger hun og tilføjer:

- Folk her er interesserede i fællesskabet.

Altså kort og godt: De sødeste mennesker på Fyn bor alle sammen her, konkluderer Torben. De griner højt alle tre.

square to 16x9
Pigerne på engen hos fårene og de nyfødte lam. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Frøer i vandhullerne

Nogle af landsbyens børn kommer forbi og spørger, om jeg vil med over for at fodre lammene. Det kan jeg naturligvis ikke stå for, så jeg takker for vinen.

Undervejs passerer vi nogle vandhuller, der er fulde af frøer. De små hanner er tydeligvis blevet ret bløde i knæene over de store, lækre hunner. Så bløde at de er kravlet op på ryggen af dem.

Pigerne griner højt.

Det er skønt at se børn lege udenfor, blive godt og grundig beskidte og have det sjovt sammen ude i naturen. Det er ellers en af de ting, jeg, efter jeg er vendt tilbage til Danmark, har bemærket, at børn ikke længere gør så meget, men det gør de her i Den Selvforsynende Landsby. Og forældrene er helt trygge ved det. I sig selv en livskvalitet.

Igennem noget krat, over en eng og vi er fremme ved de nyfødte lam.

- Den, der først ser et lam blive født, får lov til at give det navn, forklarer Frida, der allerede har taget et af lammene op i favnen.

- Der er en, der hedder Pelle, den der hedder Elsa, og det er Rosa og… jeg kan ikke rigtig huske de andres navne.

Vasketøj i det fri
Vasketøj i det fri Foto: Steffen Jensen

Den rette sovs

Allerede på vej over gårdspladsen kan man høre ederne og forbandelserne inde fra køkkenet. Den gamle bondegård, på hvis jord landsbyen er bygget, er øko-samfundets fælleshus.

Lars Kristensen i røg og damp.
Lars Kristensen i røg og damp. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Her skramler Lars Kristensen rundt med gryderne for at få maden klar til aftenens fællesspisning. Lars er sikkert også lidt af en komiker, men i perioder ser det faktisk ud som om fællesspisningen hænger i en tynd tråd.

Hans forsøg med opskrifter, han ikke er helt fortrolig med, gør madlavningen til en anspændt affære.

Langtidsstegt lammekølle står menuen på, og æggekage med grønt til vegetarerne. Men det er tilbehøret, der volder problemer.

Effekten af majsstivelsen kommer helt bag på Lars. Han bander og svovler og rører som en gal rundt i gryden.

- Det havde jeg sgu ikke ventet. Jeg skal bare lave en sovs. Jeg laver sovs. Ikke sauuuce, erklærer han, mens han vrænger af ordet sauce.

Men selvom sympatien klart nok ligger på sovsens side, synes selv den at være i yderste livsfare i et stykke tid.

Fællesspisningen er et tilbud, men mange deltager hver eneste dag.
Fællesspisningen er et tilbud, men mange deltager hver eneste dag. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Den gode liv

Selvom skabelsesprocessen foregår i røg og damp og et blomstrende ordforråd, så kommer der faktisk et ganske fint måltid ud af det, og en del af landsbyens børn står allerede i kø og venter, da Lars begynder at stille retterne frem på buffeten.

I løbet af ganske få minutter er næsten halvdelen af Den Selvforsynende Landsbys beboere samlet til fællesspisning. Den gamle bondegård er fredet, så man må klare sig med de små rum, den fra starten er indrettet med. Derfor sidder folk sammen omkring mindre spiseborde i tre forskellige rum, men stemningen er fin.

Der grines, diskuteres, spises og tygges.

Den Selvforsynende Landsby er aldrig, som det oprindeligt var planen, blevet helt selvforsynende, selvom de ganske vist producerer mange madvarer selv.

Men fællesskabet, det sociale samvær og engagementet i lokalsamfundet og hinanden, er tydeligvis noget, der virker.

Når så mange mennesker kan bo sammen så billigt, så grønt og så bæredygtigt, og samtidig være i stand til at skabe et lille landsbysamfund med så megen tolerance, rummelighed og livskvalitet, så bør vi andre udefra nok få øjnene op for, at der kan være rigtig mange forskellige måder at leve, bo og arbejde på, og også indse at lykke og det gode liv ikke kun kan måles på lønniveau og mængden materielle forbrugsgoder.

Måske snarere tværtimod.