Redningsaktion af ællinger fik tv-vært til at skælde ud - det er en misforståelse, lyder svaret

16x9
Andepar med ællinger (arkivfoto). Foto: Bjørn Kähler / Scanpix Danmark

- Mågerne susede ned og snuppede ællingerne. Vi så flere måger, som havde ællingeben stikkende ud af gabet.

Sådan lyder beskrivelsen af det blodbad, som fandt sted ved åen i Aarhus mandag aften.

Vidnet var Peter Kramer, som spiste med sin familie på en restaurant tæt på åen, skriver Århus Stiftstidende.

Herfra kunne familien se måger dykke ned fra himlen og ned i vandet, hvor flere andepar svømmede rundt med ællinger.

Familien så tre ællinger blive spist, og de syntes, det var en ubehagelig oplevelse.

Men på det tidspunkt var hjælpen faktisk allerede ankommet.

Omkring åen løb medlemmer af Dyrenes Beskyttelse rundt med net og fiskede de udsatte ællinger op, før de satte dem i bure. Andre forsøgte at skræmme mågerne væk.

Tv-vært og naturformidler Sebastian Klein gav ikke meget for redningsaktionen, da han læste historien.

Vi har fjernet os for langt fra naturen. Vi har mistet forståelsen for, hvordan naturen fungerer. Vi mennesker har...

Posted by Sebastian Klein on Thursday, May 23, 2019

Sebastian Klein skrev ovenstående om episoden på sin Facebook-profil.

- At bruge tid og energi på at redde naturen fra naturen er i mine øjne et frygteligt spild af tid og ressourcer. Samt ikke mindst et skræmmende mangel på fokus på de reelle problemer, som naturen og biodiversiteten står overfor. Dyrenes Beskyttelse bør vitterligt skamme sig, skrev han på sin Facebook-profil torsdag formiddag..

Ællingerne bor i øjeblikket hos Michelle Braganza, konstitueret kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Aarhus-området.

- De har det lunt og godt og får mad. Det er en vildtplejestation, hvor det bliver vurderet, hvornår de kan genudsættes, siger Yvonne Johansen, dyrlæge og dyreværnschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Sebastian Klein har været vært på flere naturprogrammer. 29. juli er han vært på på TV 2-programmet 'Vores vilde vej', hvor han undersøger dyrelivet i folks haver.
Sebastian Klein har været vært på flere naturprogrammer. 29. juli er han vært på på TV 2-programmet 'Vores vilde vej', hvor han undersøger dyrelivet i folks haver. Foto: Screendump / TV 2

Det er en misforståelse

Dyrenes Beskyttelse deler langt hen ad vejen Sebastian Kleins holdning til ikke at blande sig i naturen, men de mener, at sagen er en misforståelse.

- Vi vil ikke stoppe naturen i at være natur. Vi reagerer ikke på, at måger spiser ællinger, siger Yvonne Johansen.

FAKTA OM DYRENES BESKYTTELSE

En frivillig forening, der hovedsageligt er finansieret af private midler. 

Vision: At hjælpe dyr i nød, stoppe overgreb mod dyr og kæmpe for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.

Modtager hver dag omkring 300 opkald om dyr i nød. 

Driver 11 vildtplejestationer for vilde dyr og otte internater for kæledyr. 

Hun fortæller, at organisationen fik et opkald fra en bekymret borger, som havde set en hunand med ællinger og en skadet vinge.

Dyrenes Beskyttelse sendte en kredsformand ud for at se på sagen og fandt ganske rigtigt den skadede hunand.

Hunanden var jaget op på land af hanænderne, og ællingerne kunne ikke komme op til hende. Kredsformanden valgte at samle ællingerne op til hende, men under redningsaktionen gik mågerne til angreb.

- Så kunne kredsformanden vælge at lade mågerne tage ællingerne, men hun valgte at fortsætte med at indfange ællingerne, fordi vi hjælper dyr i nød, siger Yvonne Johansen.

Hun fortæller også, at hunanden forsvandt i kaosset, men at Dyrenes Beskyttelse prøver at finde hende igen, så ællinger og mor kan genforenes.

Betingelsen for liv?

Sebastian Klein medgiver, at Dyrenes Beskyttelse har gjort deres job ved at hjælpe en skadet andemor.

- Så de har kvajet sig undervejs, men de ville jo egentlig bare hjælpe, siger han og fortsætter:

- Jeg anfægtede, at de beskyttede naturen mod naturen. Det er så tosset på nogle andre planer, at de ikke fik ællingernes mor med.

Aarhus å løber igennem byen, hvor den krydser flere cafeer og resturanter. De spisende gæster kan sidde helt ned til vandkanten.
Aarhus å løber igennem byen, hvor den krydser flere cafeer og resturanter. De spisende gæster kan sidde helt ned til vandkanten. Foto: Kim Haugaard / Scanpix Denmark

Hvis han selv have været ved åen, ville han dog have reageret anderledes ved synet af mågernes ædegilde.

- Jeg havde nydt naturens under og dramaet, der udspillede sig. Døden er en forudsætning for al liv i naturen. Ikke én organisme er i stand til at leve, uden noget dør. Vi mennesker spiser jo også noget, der har været levende engang, siger han.

Han understreger dog, at han ikke vil blande sig i, hvad folk gør.

Der findes 15 andearter i Danmark, hvor den mest almindelige er gråænder. Ovenfor ses en gråandemor. Den er relativt stor og kan veje op til 1400 gram.
Der findes 15 andearter i Danmark, hvor den mest almindelige er gråænder. Ovenfor ses en gråandemor. Den er relativt stor og kan veje op til 1400 gram. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Danmark

Sebastian Klein tror, at danskere bliver skræmte, når vi oplever naturen i virkeligheden. At vi har glemt, hvor grusom den egentlig kan være.

- Men den er jo ubehagelig. Når vi ser naturen i fjernsynet, så er det ubehagelige klippet fra. Når vi ser hyæner nedlægge en antilope, så ser vi aldrig de fire minutter, hvor de spiser af antilopen, mens den dør, siger han.

Måger spiser ællinger

Ifølge Jan Kjærgaard, naturvejleder ved Naturstyrelsen, er der intet unaturligt i mågernes lyst til at indtage ællinger. Faktisk er det helt almindeligt.

Det unaturlige er derimod placeringen.

- I naturen plejer ænderne at gemme sig mellem rørsumpen (mellem siv og anden vegetation, red.), mens ællingerne er små. Men det kan de ikke i byen, siger han til Århus Stiftstidende.

Det er mennesket, som lokker ænderne hen til stedet, hvor døden kommer dykkende fra oven.

- Det er, fordi folk fodrer ænderne. Hvis fodringen stoppede, ville problemet måske være løst, siger han videre.