Tillidsmand fyret efter dødsulykke på Storebæltsbroen - forsøgte at skjule navn

Advokat kalder fyringen usaglig.

Tillidsmanden for de såkaldte stationsbetjente på Høje Taastrup Station er blevet fyret i forlængelse af togulykken på Storebæltsbroen 2. januar 2019.

Det skriver Berlingske.

Efter ulykken forsøgte tillidsmanden at skjule, hvem der havde ansvaret for læsningen og kontrollen af det godstog, hvorfra en godsvogn rev sig løs og ramte et IC4-tog på vej fra Aarhus til København.

Ulykken kostede otte mennesker livet, mens 16 blev kvæstet.

Tillidsmanden har været suspenderet siden 11. januar 2019.

- Det er korrekt, at han nu er afskediget med den begrundelse, at DB Cargo ikke har tillid til ham. Vi mener, at afskedigelsen er usaglig, og vi ser nu på det videre forløb, siger tillidsmandens advokat, Henrik Karl Nielsen, til Berlingske.

Ulykken skete 2. januar 2019 klokken 7.30.
Ulykken skete 2. januar 2019 klokken 7.30. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Tillidsmanden overstregede navnet på en af sine kolleger, hvilket Henrik Karl Nielsen ikke bestrider. Over for Berlingske forklarer advokaten, at den person, hvis navn blev overstreget, ikke var den sidste, der udførte kontrol.

- Han har forklaret, at dét, han gjorde, var en tanketorsk og ikke på nogen måde et forsøg på at påvirke beviser i sagen. Derfor mener vi, at afskedigelsen er usaglig, og vi vil derfor søge at få en form for godtgørelse, siger Henrik Karl Nielsen.

Ingen indflydelse på ulykken

DB Cargo ønsker ikke at udtale sig om fyringer.

- Vi udtaler os aldrig om, hvorfor medarbejdere forlader vores virksomhed, heller ikke i en sag som denne, hvor der naturligvis er stor offentlig interesse, siger Jan Wildau, kommunikationsdirektør hos DB Cargo.

Efter ulykken blev IC4-toget fragtet til Nyborg Station.
Efter ulykken blev IC4-toget fragtet til Nyborg Station. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Over for TV 2 har Jan Wildau tidligere sagt, at den hjemsendte medarbejder ikke har haft indflydelse på, at ulykken fandt sted.

- Jeg vil gerne slå fast, at der ikke er noget i baggrunden for den personalesag, der kan have haft indflydelse på, at ulykken skete. Jeg vil også slå fast, at vi fortsætter vores dedikerede samarbejde med myndighederne for at komme til bunds i, hvad der forårsagede ulykken på Storebæltsbroen. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan skabe en mere sikker jernbane i fremtiden, sagde Jan Wildau.

Problemer med låsen

En test udført af Havarikommissionen viste i dagene efter ulykken, at der kunne være problemer i forhold til at låse sættevognene fast på de såkaldte lommevogne.

Testen fik Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til at forbyde al kørsel med kombinationen af sætte- og lommevognene på det danske jernbanenet.

- Ved forholdsvis få kontroltjek er der fundet et forholdsmæssigt for stort antal fejl, der alle har betydet, at traileren ikke var korrekt fastgjort til skamlen, stod der i et notat udfærdiget efter ulykken, som TV 2 er i besiddelse af.

Låsemekanikken virkede ikke i testen. Den såkaldte 'kongetap' eller 'låsepind' på traileren låste sig ikke nede i lommevognens skammel.

Nedenfor kan du se, hvordan det bør foregå:

square to 16x9