To unge kvinder slynget ud af karrusel

16x9
Forlystelsen Twist, som Maya Hestehave og veninden blev slynget af. Foto: Maya Hestehave

Karrusellen, som de to piger blev slynget ud af, er nu taget ud af brug.

17-årige Maya Hestehave og hendes veninde fik sig natten til søndag en slem forskrækkelse, da de besøgte Døllefjelde-Musse Marked.

Under en tur i karrusellen Twist løsrev sikkerhedsbøjlen sig pludselig på den gondol, som de to veninder sad i.

De to piger blev slynget ud af karrusellen og fløj gennem luften.

- Vi ryger ind i et metalhegn, hvor vi lander oven på hinanden. Der var flere, der stod og græd, og min venindes kæreste var i chok, siger Maya Hestehave til TV 2.

Pigerne lå i et kort stykke tid bevidstløse på jorden, men kom hurtigt til sig selv og kunne rejse sig op, siger Maya Hestehave.

De to veninder blev efterfølgende kørt til Nykøbing Falster Sygehus, hvor lægerne kunne fortælle, at pigerne var sluppet ualmindeligt billigt fra ulykken. Men dagen derpå sidder chokket stadig i kroppen på Maya Hestehave.

- Jeg havde aldrig nogensinde troet, at det her kunne ske, siger hun.

Nederst på billedet ses sikkerhedsbøjlen, der røg af gondolen, som de to piger sad i.
Nederst på billedet ses sikkerhedsbøjlen, der røg af gondolen, som de to piger sad i. Foto: Maya Hestehave

TV 2 har været i kontakt med Sydsjælland og Lolland Falsters Politi, der bekræfter, at der har været en karruselulykke, og at sagen fortsat bliver undersøgt sammen med Arbejdstilsynet. Den videre efterforskning vil vise, om der skal rejses sigtelse efter ulykken.

Gennemførte syn i torsdags

Ejeren af Tivoliland, Kjeld Christensen, forklarer til TV 2, at karrusellen for nyligt gennemførte et regelmæssigt sikkerhedssyn forud for markedet i Døllefjelde-Musse, hvor Twist blev godkendt til brug.

Sådan så gondolen ud uden sikkerhedsbøjle på.
Sådan så gondolen ud uden sikkerhedsbøjle på. Foto: Maya Hestehave

Ifølge Kjeld Christensen løsrev sikkerhedsbøjlen sig, fordi en svejsning gik. Han ved ikke, hvor gammel karrusellen er.

- Jeg har købt den brugt for tre år siden, og der er ikke nogen bøger på, hvor gammel den er, siger han og understreger, at den ikke har kørt siden ulykken natten til søndag.

- Hvis der er nogen, der er ked af det, så er det mig. Det giver et dårligt omdømme, og sådan noget må ikke ske. I de 45 år jeg har rejst med tivoliet, er det her gudskelov aldrig sket før, siger Kjeld Christensen.

Twist taget ud af drift

Døllefjelde-Musse Marked fejrer i år 40-årsjubilæum. Tivoliland har været med alle årene, og sådan bliver det umiddelbart ved med at være, siger formand for markedet Leif Chortsen.

- Jeg kan ikke forestille mig, at samarbejdet med Tivoliland stopper på grund af det her, siger han og understreger, at markedet som helhed er ked af ulykken.

Døllefjelde-Musse Marked er et kræmmermarked, der foregår hvert år i storebededagsferien på Østlolland.

Kjeld Christensen forsikrer over for TV 2, at Twist-karrusellen ikke kommer i brug igen, før den er blevet godkendt af de rette myndigheder. Men uanset om karrusellen bliver godkendt igen eller ej, har Maya Hestehave ikke tænkt sig at benytte Tivolilands forlystelser igen.

- Uanset hvor meget smertestillende jeg tager her til aften, så gør det ondt. Jeg kommer nok ikke til at køre i karrusellerne på Døllefjelde-Musse Marked igen, siger hun.

Omkring 120.000 gæster lægger vejen forbi markedet hvert år, skriver Døllefjelde-Musse Markedet på sin hjemmeside.