Skolestart kræver helt særlige kompetencer - her er fem ting, du skal lægge mærke til ved dit barn

16x9
Det er forskelligt, hvornår børn er klar til skolestart. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Man skal besidde nogle bestemte kompetencer for at kunne få glæde af at komme i skole, siger ekspert.

Hvis det står til SF, så skal børn efter valget have ret til et såkaldt ”modenhedsår” i børnehaven.

Det nye forslag bakkes op af både Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.

Men hvordan vurderer man egentlig, om et barn er klar til at hanke op i rygsækken og vende snuden mod skolebænken?

Det er et stort skridt for små barnefødder at gå fra børnehave til skole, siger Stig Broström, der er professor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse. Der er mange ting, der spiller ind på skoleparatheden, men ét er sikkert:

- Man skal besidde nogle bestemte kompetencer for at kunne få glæde af at komme i skole, siger professoren.

Han og Anne Klebak, der er rådgivningsleder ved Forældrerådgivningspanelet i organisationen Skole og Forældre, peger på fem punkter, der skal tages med i vurderingen, når guldklumperne øjner indskolingen i horisonten.

Se dem i listen her:

Hvad indgår i vurderingen af skoleparathed?

Sociale relationer

Arkivfoto Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark
Når et barn begynder i skole, skal det have lyst til at indgå i sociale relationer – både med børn og voksne. I skolegården er der en masse nye personer at forholde sig til, og det skal barnet have mod på.
Derfor er det vigtigt at se på, om barnet kan etablere en kontakt, eller om det udelukkende hænger i forældrenes bukseben.
Det handler om social modenhed. Både hvorvidt barnet har lyst til at skabe kontakt til andre, men det handler også i høj grad om, hvorvidt de har kompetencerne til det.  

Videbegærlighed

Arkivfoto Foto: Shutterstock / Shutterstock
Skolen handler i høj grad om at skaffe sig kundskaber, og det skal barnet selvfølgelig finde interessant. Det skal have lysten til at lære og udforske – også de ting, der ikke står på barnets egen dagsorden.
Har barnet lysten til at undersøge verden omkring sig, eller løber iPaden med alt opmærksomheden? Det er også vigtigt.
Når barnet er ved at være skoleklar, vil det ofte stille spørgsmål og begynde at se ting i en større sammenhæng. Eksempelvis at de kan sende hemmelige beskeder til vennerne, hvis de lærer at skrive. Det viser skoleparathed.

Selvstændighed

Arkivbillede Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Når barnet sætter sine fødder i skolegården, indgår det i en meget større sammenhæng end børnehavens trygge rammer. Derfor er selvstændighed vigtigt.
Barnet skal gerne have nået til et punkt, hvor ”kan selv, vil selv”-mentaliteten er til stede.
Det kan afspejle sig i, hvorvidt barnet selv kan finde ud af at komme ind i leg, eller om de altid har brug for hjælp fra en voksen.
I det hele taget er det vigtigt, at barnet selv tager initiativ og viser, at det har sin egen dagsorden. Men selvstændighed er også at kunne spørge en kammerat om hjælp, hvis der er problemer.

Kommunikative kompetencer

Arkivbillede Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark
Det er også vigtigt, at barnet kan indgå i en dialog, før det træder ind i klasseværelset.   
Det er et godt tegn, når barnet kan udtrykke sig klart over for omverdenen - både i leg og konfliktsituationer. I skolealderen skal barnet gerne kunne sætte ord på sine følelser, og hvad der er godt eller skidt ved en situation.
Og når der er kontroverser, er det vigtigt, at barnet kan tale sig ud af en konflikt. Det skal vide, at konflikter skal løses ved at bruge ord i stedet for at ty til udadreagerende adfærd.

Opmærksomhed

Arkivbillede Foto: Johan Gadegaard / Scanpix
Det skal være muligt at fange opmærksomheden hos barnet – og fastholde den. Når læreren siger noget, skal barnet formå at lægge sit eget behov til side og fokusere på beskeden.
Børn, der kommer for tidligt i skole, kan ofte finde på at afbryde undervisningen, fordi de har svært ved at abstrahere fra deres egen dagsorden.
Hvis et barn vandrer fra aktivitet til aktivitet eller ikke kan blive i en leg, kan det være et tegn på, at de har svært ved at fastholde opmærksomheden.