Kvinde død efter at hun kørte ind i hus

16x9
En kvindelig fører kørte i morges ind i et hus i Præstø. Foto: Mathias Øgendal/Presse-fotos.dk

Kvinden fik behandling på stedet, og en lægehelikopter blev tilkaldt.

En kvinde er afgået ved døden efter en trafikulykke torsdag morgen, hvor hun kørte ind i et hus i Præstø.

Ifølge vagtchefen ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi tyder det på, at kvinden, der var 66 år, fik et ildebefindende bag rattet. Man er nu ved at undersøge, hvad der skete.

- I forhold til skaderne på huset, tyder det på, at hun ikke har kørt over fartgrænsen, siger vagtchefen.

Ingen i huset kom noget til.

Kvinden var alene

Klokken 08.08 fik politiet anmeldelsen om, at en bil var kørt ind i et hus, og man sendte både en ambulance og en patruljebil til stedet.

Redderne vurderede, at kvinden var i så alvorlig tilstand, at hun skulle have behandling på stedet, og en lægehelikopter blev tilkaldt.

Kvinden var ifølge vagtchefen alene i bilen. Kvinden pårørende er underrettet.