Politiets undersøgelse: Gyngestativ var formentlig forkert monteret

16x9
Blomster på ulykkesstedet. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Det er producenten bag gyngestativet, der har monteret det på legepladsen, lyder det fra boligselskabets direktør.

Politiet har nu fundet en foreløbig forklaring på årsagen til dødsulykken på en legeplads, der lørdag kostede en 31-årig kvinde livet i Ballerup.

- De foreløbige tekniske undersøgelser tyder på, at gyngestativet har været fejlmonteret, og gyngen er derfor ikke blevet brugt forkert, siger Ole Nielsen, der er politikommissær hos Københavns Vestegns Politi, til TV 2.

Ifølge politikommissær Ole Nielsen er det dog stadig for tidligt i efterforskningen at lægge et ansvar på nogen endnu.

Stativet væltede, da en 31-årig kvinde gyngede på en legeplads på Baltorpvej i Ballerup, hvor hun deltog i en 75-årsfødselsdag.

Stativet ramte hende i hovedet, og hun afgik ved døden på legepladsen, oplyser politiet.

Ifølge Søren B. Christiansen, der er direktør hos Boligselskabet Baldersbo, som ejer boligerne på Baltorpvej, så er det producenten, Ludus, bag gyngestativet, der har monteret det på legepladsen.

- Vi har bestilt et efterset produkt fra firmaet. Det er med en totalleverance, hvor professionelle folk kommer for at sætte det op, siger han og understreger:

- Vores medarbejdere får ikke lov til så meget som at slå et søm i.

Han uddyber, at han ikke er ude på at give nogen skylden. Boligselskabet har ikke overblik over situationen endnu, så han erkender, at de heller ikke kan sige, hvorvidt de "måske har overset noget":

- Det er der nogen, der skal fortælle os. Har vi lavet en fejl, så kommer det aldrig til at ske igen.

Ludus, der er producenten bag gyngestativet, ønsker ikke at udtale sig om sagen til TV 2.

Afspærrer flere legepladser

Boligselskabet i Ballerup har søndag afspærret flere legepladser med gynger som reaktion på dødsulykken.

Baldersbo får fredag kontrolleret samtlige legepladser, så der er "styr på sikkerhedssituationen", fortæller direktøren.

- Jeg frygter allermest, at det sker igen. Det kan jeg ikke bære, siger Søren B. Christiansen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 19.26, hvor der på legepladsen var både børn og voksne.

Vidnerne til ulykken har fået tilbudt psykologhjælp.