15-årig troede, hun ikke længere skulle være tvangsanbragt - men så bankede kommunen på døren

16x9
Malene Gjøsgaard og hendes datter Cecilie venter på, at deres advokat ringer med rettens afgørelse. Foto: TV 2

Morten Sørensen og Malene Gjøsgaard har i ti måneder kæmpet for at få deres tvangsfjernede datter hjem. De mener ikke, at det er det bedste for hende.

Det var tre dage før juleaften 2018, men julefreden havde endnu ikke sænket sig i familien Sørensen Gjøsgaards gule rækkehus i Farum.

Familien havde håbet, at de endelig kunne få lov at blive sammen, men ved middagstid bankede to kommunale medarbejdere på døren. De kom for at hente 15-årige Cecilie, fordi hun skulle tilbage til den institution, hun i ti måneder havde været tvangsanbragt på.

- Det er vores pligt at sikre, at Cecilie trives og har det godt. Det er den beslutning, der er blevet truffet, forklarede den ene af medarbejderne.

Men Cecilie ville ikke følge med de to kvinder fra kommunen.

- Jeg har det fint her. Det, der gør mig dårlig, er, at jeg kommer væk, sagde Cecilie.

Cecilies mor, Malene, forsøgte at lukke døren. Det fik den kommunale medarbejder til at sige, at de ville ringe efter politiet for at få datteren med.

- Hvis I fjerner mig herfra, er jeg her ikke mere. Jeg gider ikke mere, jeg vil ikke have, de tager mig, skreg Cecilie.

Grædende og frustreret gik hun væk fra døren og op mod sit værelse.

- Du går ikke op og gør noget, sagde Malene. Hun frygtede, at hendes datter ville gøre skade på sig selv.

- Jo, jeg gør!, råbte Cecilie tilbage.

Ordvekslingen gennem hoveddøren var endnu et sammenstød mellem familien og Furesø Kommune. Siden Cecilie var otte år gammel, har kommunen været opmærksom på hendes trivsel. Den 22. februar 2018 - da Cecilie var 15 år - besluttede kommunens Børn- og Ungeudvalg, at hun skulle tvangsfjernes hjemmefra. Det blev en tvangsfjernelse, som slet ikke gik efter planen.

Cecilie kom sjældent i skole

Cecilie blev en af de omkring 2600 danske børn og unge, som i dag er anbragt uden for hjemmet mod forældrenes vilje. Det er omtrent dobbelt så mange som i 2007.

I Cecilies sag mener hendes forældre ikke, at der er taget godt nok hensyn til hendes behov. Sagen startede, da hun var otte år. Hendes far, Morten Sørensen, er maskinarbejder og Malene Gjøsgaard har arbejdet som blomsterdekoratør, men er nu på førtidspension på grund af sclerose. De har været sammen i 26 år og har døtrene Isabella på otte og Cecilie på nu 16 år.

Cecilie
Cecilie Foto: Privatfoto

Da Cecilie gik i 2. klasse på Stavnsholtskolen i Farum, underrettede skolelederen Furesø Kommune om, at hun havde et fravær på 66 procent. Det skyldtes ifølge forældrene, at hun gjorde stor modstand om morgenen, når de skulle ud ad døren. Hun følte sig mobbet på skolen og fik også angst.

- Der havde jeg det sådan, at så må hun blive hjemme, og så må vi tage noget i skolebøgerne herhjemme, siger Malene Gjøsgaard.

Året efter fik Cecilie konstateret ADHD og blev flyttet til en specialklasse på en anden skole. Men også Furesøskolen måtte underrette om højt fravær: helt op til 80 procent. Der var dog flere problemer. I en statusudtalelse om Cecilie skrev de, at "Cecilie vil ofte have, at hendes mor er på skolen" og at "Cecilie har en usund afhængighed til sin mor".

Hvorfor kunne du ikke lade din datter gå i skole, uden du skulle være der?

- Fordi hun faktisk mistrivedes på skolen. Og hvis hun var tryg ved, at en af os sad udenfor, jamen, så var det det, vi gjorde, siger Malene Gjøsgaard.

Morens tilstedeværelse og Cecilies afhængighed gjorde det ifølge skolen svært for personalet at hjælpe Cecilie med hendes udfordringer.

Ifølge Cecilie begyndte det tætte og lidt for afhængige forhold til hendes mor, da hun var syv år, og hendes lillesøster lige var blevet født.

- Min mor blev indlagt i mange uger og var meget syg. Hun var så tæt på at dø, og det var rigtig svært, siger Cecilie og uddyber om det tætte forhold til moren:

- Det har været et problem, men altså på nogle områder føler jeg, at folk ikke rigtig kan forstå det.

Hun får ikke omsorg eller interaktion, hun kommer ikke i skole, og hendes angst tiltager formentlig ved, at hun er helt alene på sit værelse. Det er svært at argumentere for, at det er et bedre alternativ end at være hjemme

Caroline Adolphsen, lektor i børneret

Furesø Kommune pålagde forældrene en familiebehandling, som skulle hjælpe dem med at håndtere problemerne med Cecilie. Men her mødte de ikke op til de første fem planlagte samtaler.

Hvad er det, der er så vigtigt, at man ikke kan komme til et møde om sin datters fremtid?

- Jamen altså, overskuddet har måske ikke været der lige på det tidspunkt, siger Morten Sørensen.

Malene Gjøsgaard erkender, at hun ikke altid har været villig til at samarbejde med kommunen.

- Nogle gange har jeg simpelthen trukket stikket og sagt, det her kan jeg ikke samarbejde om.

14 år og i fejludvikling

Da Cecilie var 14, konkluderede en psykolog i en vurdering for Furesø Kommune, at hun "er en ung pige i alvorlig fejludvikling både følelsesmæssigt, identitetsmæssigt og socialt".

square to 16x9

Nogle måneder senere anbefalede Center for Børn og Voksne i Furesø Kommune, at Cecilie blev anbragt uden for hjemmet. På et møde med kommunens Børn- og Ungeudvalg fik forældrene at vide, at der var risiko for, at Cecilies sundhed eller udvikling kunne lide alvorlig skade, og at problemerne ikke kunne løses i hjemmet. Et enigt udvalg bestående af en byretsdommer, to børnesagkyndige og to byrådspolitikere var enige om, at Cecilie skulle tvangsfjernes.

- Der brast hele verden, må jeg ærligt indrømme. Jeg bandede og svovlede over, at de tog forvaltningens side. At de ikke havde hørt på vores barn, siger Malene Gjøsgaard.

Cecilies eget ønske var også at blive hjemme hos sine forældre.

Caroline Adolphsen er lektor i børneret på Aarhus Universitet, og hun har gennemgået de centrale dokumenter i Cecilies sag og vurderet beslutningen om at tvangsfjerne hende. Hun mener ikke, at kommunens beslutning er problematisk.

- Det er selvfølgelig altid voldsomt at tvangsfjerne et barn, men det har ikke været muligt i perioden op til at lave et andet samarbejde med forældrene. Der er ganske, ganske mange oplysninger i sagen og underretninger undervejs, inden man skrider til en anbringelse, siger hun.

Cecilie blev anbragt på Maglesøhus i Holbæk. 70 kilometer væk fra sin familie.

De mente stadigvæk, at Cecilie var i trivsel. Der tabte vi begge kæben. Hun låste sig inde, fordi hun ikke turde komme ud på grund af de andre. Det har jo intet med trivsel at gøre

Morten Sørensen, Cecilies far

Hun flyttede ind på afdelingen Søhuset med plads til 12 børn og unge mellem 10 og 18 år. Anbringelsen kostede Furesø Kommune cirka 100.000 kroner om måneden.

Mor og datter i tæt kontakt

Cecilie havde det svært med de andre unge på Maglesøhus, og hun mistede lysten til at spise. Efter en uge på stedet fortalte hun sin sagsbehandler fra kommunen, at hun blev mobbet, chikaneret og var bange.

På et køleskab overfor Cecilies værelse har nogen skrevet dø. Og der blev spyttet på hendes vindue.
På et køleskab overfor Cecilies værelse har nogen skrevet dø. Og der blev spyttet på hendes vindue. Foto: Privatfoto / TV 2 Dokumentar

Malene og Ceclilie talte i telefon hver dag, så Malene kunne sikre sig, at Cecilie var okay. Den daglige kontakt mellem Cecilie og moren forhindrede ifølge pædagogerne på Maglesøhus, at de kunne hjælpe Cecilie ordentligt. I et notat skrev de blandt andet, at Malene "senest i dag [har] ringet og bedt om Cecilie kunne få fri fra skole, hvilket bevirkede, at Cecilie ikke ville i skole efterfølgende".

Synes du selv, du har blandet dig for meget i anbringelsen af Cecilie?

- Det kan godt være. Men når vi finder ud af, at der er noget galt, så går vi ind og undersøger tingene. Så begynder jeg at stille kritiske spørgsmål overfor de personer, der har med hende at gøre. For det er jo vores guld. Hun er jo vores pige, ikke?, siger Malene Gjøsgaard.

Chikanen bliver fysisk

Cecilie begynder så småt i løbet af foråret at komme ud af sit værelse igen og deltage en smule i aktiviteter på Maglesøhus. Men i begyndelsen af juni måned ender, hvad der skulle have været en hyggelig aftensmad på opholdsstedets terrasse, med en tur på skadestuen og en politianmeldelse.

- En af pigerne, som tidligere har chikaneret mig, begynder at joke uhøfligt med mig. Det sagde jeg så noget til, og det blev hun meget fornærmet over og begyndte at råbe i mit ansigt, fortæller Cecilie.

Men den anden pige stopper ikke ved kun at være grov verbalt.

- Jeg sagde til hende, hun skulle stoppe med at råbe. Men så gik hun hen til mig og skubbede mig med hovedet først ned i fliserne.

- Det første, jeg gjorde, var, at løbe direkte op i mit rum og bare sad og græd. Og jeg sad og rystede helt vildt meget, og jeg ringede til min mor med det samme og sagde, jeg bare ville hjem.

Omsorgssvigt på opholdsstedet

Cecilie fik det sværere og sværere på Maglesøhus. Og på et tidspunkt lukkede hun sig inde på sit værelse og blokerede døren med møbler. "Hun vil ikke snakke med personalet, går ikke i bad og spiser ikke mad med de andre, men lever af kopnudler på sit værelse", skrev kommunen i et journalnotat. Cecilie fortalte sagsbehandleren, at hun havde forsøgt selvmord mere end fire gange.

Men en læge vurderede, at Cecilie ikke var selvmordstruet.

Maglesøhus kunne i flere dage ikke komme i kontakt med Cecilie. Opholdsstedet vurderede, at hun på det tidspunkt var udsat for omsorgssvigt. Men af hensyn til hendes tilstand, ville de ikke anvende magt for at få hende ud fra værelset.

square to 16x9

Det er ifølge Caroline Adolphsen meget alvorligt.

- Det er et kæmpe problem, hvis dem, der bliver betalt af os andre til at passe på de mest udsatte børn, siger "Det, vi laver nu, er – ikke med vilje – omsorgssvigt". Så er systemet gået fejl. Det er jo selvfølgelig ikke meningen, siger lektoren i børneret.

Ifølge velfærdsdirektøren i Furesø Kommune, Niels Milo Poulsen, så går man altid ind og kigger på, hvad man skal gøre, hvis man får oplysninger om omsorgssvigt af et barn. Han ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, men siger:

- Hvis vi får oplysninger om, at der foregår omsorgssvigt på et opholdssted, hvor vi har anbragt et barn for, at man kan komme i en positiv udvikling, så må vi jo kigge på, om det er det rigtige sted at være. Og det kan jo være, at der skal noget ekstra til det pågældende opholdssted. Det kan også være, at der skal nogle ekstra fagpersoner på, og i sidste ende kan det også være, at det skal være et andet sted, man skal være.

Men Cecilie blev ikke flyttet fra Maglesøhus. I stedet ringede Cecilies sagsbehandler fra Furesø Kommune til Maglesøhus med en anmodning om, at personalet i løbet af weekenden sikrede, at Cecilie fortsat var i live.

Da Cecilie havde været isoleret på sit værelse i fire uger, tog Morten og Malene kontakt til deres sagsbehandler og fortalte, at de ikke længere havde tillid til at Maglesøhus.

- De mente stadigvæk, at Cecilie var i trivsel. Der tabte vi begge kæben. Hun låste sig inde, fordi hun ikke turde komme ud på grund af de andre. Det har jo intet med trivsel at gøre, siger Morten Sørensen.

Men sagsbehandleren svarede, at kommunen havde besøgt opholdsstedet for nyligt og oplevede, at deres datter var velanbragt der.

Det mener Caroline Adolphsen dog ikke, var tilfældet.

- Hun får ikke omsorg eller interaktion, hun kommer ikke i skole, og hendes angst tiltager formentlig ved, at hun er helt alene på sit værelse. Det er svært at argumentere for, at det er et bedre alternativ end at være hjemme, siger hun.

Hun mener, at kommunen skulle have fundet et andet anbringelsessted til Cecilie, da de fik besked fra Maglesøhus om, at de ikke kunne hjælpe hende.

Cecilie isolerede sig på sit værelse i halvanden måned.

Maglesøhus har ikke ønsket at stille op til interview, men ledelsen skriver i en mail til TV 2:

- Vi arbejder til stadighed for, at personalet har høj faglighed og kan matche de unges komplekse problemstillinger.

De unge på Maglesøhus har blandt andet lidelser som angst, ADHD, autisme, aspergerssyndrom og personlighedsforstyrrelser.

Grundlaget for tvangsfjernelsen forsvinder

I december 2018 var Cecilie, Morten og Malene i retten i et sidste forsøg på at få Furesø Kommune til at annullere tvangsfjernelsen. På grund af retssagen havde Cecilie fået lov til at være hjemme i nogle dage. Men byretten gav Furesø Kommune medhold.

Afslaget ramte Cecilie hårdt. Så hårdt, at Malene frygtede, hun ville gøre alvor af sine tanker om at begå selvmord. Derfor kørte de på børnepsykiatrisk skadestue i Glostrup, hvor Cecilie talte med en læge.

Lægen underrettede kommunen om, at "patienten ikke trives på bostedet" og "meget nødig vil tilbage dertil". Det fik Furesø Kommune til at opsige samarbejdet med Maglesøhus og lede efter et nyt sted til Cecilie. Den besked var en lettelse for familien.

- Vi var så glade for, at det helvede, det var slut. Hun skulle ikke tilbage dertil. Og det havde hun jo svært ved at tro på, siger Malene.

- Det var en meget chokerende nyhed. Jeg var helt mundlam, men jeg var rigtig glad og lykkelig, fortæller Cecilie om kommunens beslutning.

Det var en sejr for familien. De følte, at deres kamp mod kommunen endelig havde båret frugt. De tænkte, at kommunen nu havde indset, at Morten og Malene havde ret, når de sagde, at anbringelsen af Cecilie på Maglesøhus var forkert.

De burde slet ikke komme i en situation, hvor de ikke havde et anbringelsesgrundlag og hentede et barn. Det er klart en fejl

Caroline Adolphsen, lektor i børneret

Men 20. december informerede kommunen familien om, at Cecilie skulle flyttes til et nyt opholdssted – Lundekollektivet – dagen efter.

- Vi var rystede, siger Malene om den beslutning.

Beskeden fik Malene og Morten til at køre Cecilie på børnepsykiatrisk skadestue igen. Denne gang noterede lægen, at 15-årige Cecilie havde tanker om selvmord, og at "tankerne er kommet i forbindelse med, at kommunen har meddelt, at patient i morgen bliver hentet".

Inden Cecilie og hendes forældre kørte på psykiatrisk skadestue, tog familiens advokat, Søren Fryd, kontakt til Furesø Kommune. Han har arbejdet med børnesager i over 30 år, og ifølge ham var der ikke længere grundlag for tvangsfjernelsen af Cecilie. For på det tidspunkt havde hun været hjemme i fem uger.

Ifølge Ankestyrelsens praksis bortfalder en tvangsanbringelse, hvis barnet er hjemme i tre uger eller mere på et ikke-aftalt samvær.

- Tvangsfjernelsen var væk, fordi hun havde været så lang tid hjemme. Så det betød, at hvis de ville anbringe Cecilie igen, skulle det hele starte forfra, siger Søren Fryd.

Lektor: En klar fejl fra kommunen

21. december klokken 12.55 mødte to medarbejdere fra kommunen op ved familiens hjem i Farum for at hente Cecilie.

Hverken underretningen fra børnepsykiatrisk skadestue eller advokatens henvendelse afholdt kommunen fra at ville anbringe Cecilie som planlagt.

Ifølge Caroline Adolphsen er det en fejl fra kommunens side, at de forsøger at hente et barn, hvor grundlaget for tvangsanbringelsen er frafaldet.

- De burde slet ikke komme i en situation, hvor de ikke havde et anbringelsesgrundlag og hentede et barn. Det er klart en fejl, siger hun.

Lektoren mener også, at "det er meget uheldigt", at kommunen lod Cecilie være i hjemmet så længe i første omgang.

- Med de startvanskeligheder, hun har haft i anbringelsen, er det svært at forestille sig, at det skulle være en succes anden gang.

Men Niels Milo Poulsen, der er chef for den afdeling i Furesø Kommune, som har behandlet Cecilies sag, mener ikke, at der er begået en fejl.

- Nej, fordi vi har stadigvæk en opgave. Vi skal håndhæve den beslutning, som er truffet. Vi skal huske på, at grunden til beslutningen er, at barnet skal i en positiv udvikling. Det er det, der er vores arbejde, siger han.

Kommunen skifter holdning

Cecilie reagerede voldsomt på, at Furesø Kommune ville hente hende igen. Hun løb op på sit værelse, hvor hun skar sig i armen. Også tæt på håndleddet. Så Malene ringede efter en ambulance.

Mens redderne hentede Cecilie ud i ambulancen, talte Morten med de to kvinder fra kommunen. Han kunne ikke forstå, hvorfor de ikke kunne lade hans datter være hjemme mellem jul og nytår – ligesom hun havde været det de seneste fem uger – og så kunne de finde en løsning i det nye år.

Men kommunen stod fast. Når Cecilie blev udskrevet igen, skulle hun anbringes på Lundekollektivet som planlagt.

Allerede samme aften skiftede kommunen dog holdning. Sammen med børnepsykiatrisk afdeling tog de en beslutning om, at Cecilie kunne blive hjemme i juledagene. Men tvangsanbringelsen ville de fastholde.

Cecilie kommer hjem

Den 2. januar færdiggjorde en psykolog en forældrekompetenceundersøgelse. Furesø Kommune havde betalt psykologen for at observere og vurdere familien i nogle måneder.

Det lød, at Cecilie var fanget i en "magtkamp med kommunen" og "betaler prisen med yderligere mentalforværring". I konklusionen skriver hun også, at "anbringelsen forværrer situationen i hele familien" og "...især da der på en række områder er tale om gode ressourcer i forældreskabet".

Tre uger senere blev Morten og Malene indkaldt til et møde hos kommunen, som gav dem besked om, at de ville lade Cecilie komme hjem.

Cecilie kunne endelig – efter 11 måneders anbringelse med flere lange perioder isoleret på sit værelse og et selvmordsforsøg – bo hjemme.

På mødet fik Morten og Malene besked fra kommunen om, at det vil kræve en stor indsats fra forældrene, hvis hun skal blive derhjemme. Og at hvis de ikke samarbejder med kommunen om den støtte, Cecilie har brug for i hjemmet, så føler de sig nødsaget til at anbringe Cecilie igen.

Sidst i januar skrev Ankestyrelsen også til Furesø Kommune, "at anbringelsen af Cecilie uden for hjemmet er bortfaldet", fordi hun havde opholdt sig hjemme mere end tre uger.

Tre måneder efter hjemgivelsen er planen, at Cecilie skal gå i specialskole. Isabella får hjemmeundervisning af en lærer tre gange om ugen og skal starte i specialskole efter sommerferien.

Du kan se dokumentaren 'Det bedste for Cecilie' torsdag klokken 20.00 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 Play.