Nu skal 'Lyden af Danmark' kortlægges - hvilken lyd er den bedste?

I dag blev et nyt forskningsprojektet lanceret. Her opfordres danskerne til at optage lyden af hverdagen. Lyt og stem på din favorit i artiklen.

Hele Danmark skal være med, når forskere fra Københavns Universitet for første gang nogensinde vil kortlægge lydene af et helt land.

Projektet 'Lyden af Danmark' blev i dag lanceret i forbindelse med Forskningens Døgn i Dyrehaven i Klampenborg, hvor kronprinsesse Mary lavede den første officielle optagelse til forskningsprojektet.

Kronprinsessens optagelse kan høres i samlingen af lydfiler, som danskerne indtil videre har indsendt til projektet, nederst i artiklen.

Ambitionen er, at danskere over hele landet via deres mobiltelefon skal ud og optage lyde på 30 sekunder fra deres nærområde i en app. Lydfilerne bliver sendt til en kunstig intelligens, som analyserer lydene og med tiden lærer at skelne natur- og menneskeskabte lyde fra hinanden.

Lyden af Danmark har delt nogle af de første indsamlede lyde fra danskerne med TV 2. Der er alt fra en hest på tur og flyvende gæs til passerende fly og vindspil i luften. Vi har samlet dem i en lydvideo nedenfor. Tryk på play for at høre lydklippene. Herefter kan du stemme på, hvilken lyd du synes er den bedste.

Et nyt forskningsprojekt er blevet lanceret. Her opfordres danskerne til at optage lyden af deres hverdag på mobilen. Video: Anders Masannek Jørgensen
Afstemning

Fremtidens lydmiljø

Resultatet kan ifølge lederen af forskningsprojektet, professor Carsten Rahbek, få stor betydning for fremtidens lydmiljø i Danmark.

Håbet er, at projektet kan få den enkelte dansker til at reflektere over, hvordan lyde påvirker os i hverdagen, og hvilket lydmiljø vi ønsker fremadrettet.

Carsten Rahbek ønsker, at projektet kan blive afsættet til en samfundsdiskussion om, hvor vi bor, arbejder og har fritid i forhold til samspillet mellem byplanlægning, samfundet og naturen.

- Men projektet giver ikke svar på, hvad der er rigtigt og forkert, understreger han.

Alting har et lydbillede

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) glæder sig til at få kortlagt de danske lyde. Han håber, at projektet vil pirre til børns nysgerrighed, så de bliver involverede i forskning.

- Du kan lukke øjnene og høre, om du er i en by eller en skov. Eller du er i Tokyo, New York eller København. For alle ting har et lydbillede. Det har vi bare ikke forsket så meget i. Og vi forstår måske heller ikke, hvad det gør ved os. Hvad høje lyde gør ved stress, eller hvad meget larm gør. Der er en masse, vi kan bruge det til, siger han og tilføjer:

- Det smukke ved forskningen er, at vi ikke i udgangspunktet behøver at vide, hvad vi skal bruge det til. Men vi synes, det er interessant, og vi er nysgerrige, og derfor går vi ind i det.

Kronprinsessens optagelse er nummer seks i videoen. Her kan et fly høres i luften, og de fremmødte pressefotografers blitz kan høres i baggrunden.

I videoen herunder kan du se flere eksperter komme med deres bud på lyden af Danmark.

I Supersonics lydstudie i København kommer eksperter med deres bud på lyden af Danmark