Eksperter går imod WHO's anbefalinger til børns skærmbrug: - Det er underligt

Sundhedsstyrelsen vil kigge på WHO's anbefalinger, men indtil videre har man ikke sat tidsbegrænsning på børns skærmbrug.

Børn under fem år bør ikke kigge ind i en skærm mere end en time om dagen, lød det onsdag fra verdenssundhedsorganisationen WHO. Og et barn på under et år skal slet ikke se på fjernsynet, tabletten eller telefonen, er vejledningen fra verdenssundhedsorganisationen.

Men flere eksperter stiller spørgsmålstegn ved de anbefalinger, som et ekspertpanel har udviklet, og som WHO har udgivet i en rapport.

En af dem er Stine Liv Johansen, der er lektor og ph.d. ved Center for Børnelitteratur og Medier på Aarhus Universitet.

Udover skærmtiden handler vejledningen om, hvor lang tid børn bør være fysisk aktive på et døgn, og hvor mange timer de sammenlagt skal sove. Det er der forskningsmæssig belæg for. Men det er ikke tilfældet for, hvor lang tid børn kan kigge ind i en skærm, før det bliver usundt, forklarer Stine Liv Johansen.

- Det er underligt, at man går ud med så stærke anbefalinger på et så forskningsmæssigt tyndt grundlag. Der er ikke forskningsbelæg for, at børn kommer i dårligere trivsel, fordi de bruger skærmmedier i et vist omfang, siger hun.

Det er underligt, at man går ud med så stærke anbefalinger på et så forskningsmæssigt tyndt grundlag

Stine Liv Johansen, lektor og ph.d. ved Center for Børnelitteratur og Medier på Aarhus Universitet

Sund fornuft

Samme konklusion kommer flere britiske eksperter frem til i The Guardian.

Og på mediet Science Media Centre, der har samlet flere forskeres reaktioner på WHO’s anbefalinger, siger professor Kevin McConway fra The Open University ”meget stærke anbefalinger, meget svage beviser” om skærmtidsvejledningen. Professor Andrew Przybylski fra Oxford Internet Institute siger, at antagelserne i WHO’s rapport om skærmtid ikke stemmer overens med forskningen, men at anbefalingerne på baggrund af sund fornuft giver mening.

Sund fornuft er også det, Stine Liv Johansen anbefaler, at man bruger.

- Det er klart, at lader du børn sidde med en iPad pacificeret i en høj stol eller i en autostol, er det selvfølgelig ikke optimalt for deres motoriske udvikling, siger hun.

De tre c'er

Der er ingen statistik over, hvor meget tid danske børn under fem år kigger ind i en skærm. Men ifølge Stine Liv Johansen har en undersøgelse vist, at børn mellem tre og seks år i Danmark bruger medier en time og 45 minutter om dagen.

Sundhedsstyrelsen anbefalede for to år siden at begrænse børns skærmtid, men hvor længe det er, har man ikke defineret. Til Ritzau siger Jens Kristoffersen, der er specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, at man nu skal kigge på WHO’s anbefalinger, før man kan vurdere, om man skal komme med samme slags tidsbegrænsning.

Men når det handler om børn og deres skærmbrug, er det ikke tiden, man skal måle på, mener Stine Liv Johansen. I stedet skal man fokusere på det, man i England kalder ”de tre c’er”, forklarer hun.

Det første c står for content - indhold - og handler om, hvad det er for noget indhold, børnene ser. Det andet c står for context - kontekst - og handler om, hvilken sammenhæng de ser det i, og hvem de ser det med. Det sidste c står for connections - forbindelser - og her går det ud på at fokusere på, om børnene spiller med andre, og om de snakker med mennesker, om det de oplever.

- Det tre målpunkter er langt vigtigere at kigge på, end om det lige præcis er et X-antal minutter, børn må bruge på en skærm, siger Stine Liv Johansen.

- Vi skal være varsomme med at fokusere meget på de skærme og så i stedet kigge på det mere holistisk. Når børnene så bruger skærmene, er det vigtigere, at vi ser det sammen med dem og snakker med dem om, hvad de ser. Det er vigtigere, end at vi står med æggeuret.

Afstemning