Politikere kalder forslag om etbarnspolitik dobbeltmoralsk og totalitært

16x9
Indien kunne være et af de lande, hvor etbarnspolitik kunne indføres, mener forskerne. Foto: Scanpix

Danske forskere foreslår en model på linje med den kinesiske, hvor det fra 1979 til 2015 kun var tilladt at få et barn per par.

Der er ikke politisk opbakning til danske forskeres ønske om, at en række af verdens lande, for at hjælpe på klimaproblemerne, indfører en etbarnspolitik. I Kina var det fra 1979 til 2015 ikke tilladt for kinesiske familier at få mere end et barn.

- Problemet er enormt. Derfor bør man i de lande, hvor der er rigtig mange unge, indføre en etbarnspolitik som i Kina. Det kan være med til at forhindre, at det går helt galt, har professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet sagt til Jyllands-Posten.

Han får opbakning af to andre danske forskere, klimaprofessor Eigil Kaas fra Københavns Universitet og Kaj Sand-Jensen, der er professor i ferskvandsøkologi ved Københavns Universitet.

- Det er simpelthen det mest dobbeltmoralske, jeg har hørt, siger Søren Espersen, udenrigsordfører hos Dansk Folkeparti (DF), der i et tweet skriver, at "klimaforskerne må have spist søm".

Heller ikke Liberal Alliances Joachim B. Olsen er begejstret for idéen.

- Det er et udtryk for, at der i den her klimadebat er en understrøm af noget totalitært. Det kommer af, at folk tænker, at vi står over for menneskehedens udslettelse, men det gør vi jo ikke. Vi har en klimamæssig udfordring, og den kan håndteres. Idéen om, at vi skal tage totalitære virkemidler i brug for at løse det her, er simpelthen noget sludder, siger Joachim B. Olsen til Berlingske.

Heller ikke hos venstrefløjen er der begejstring for ideen – men Søren Egge Rasmussen, klimaordfører hos Enhedslisten, er dog ikke totalt afvisende.

- Skal vi så have et etbarnspoliti, der tager rundt og sørger for, at det overholdes? Hvis man så har mere end et barn, hvad gør man så? Hvordan vil man håndhæve det? Vil man tvangssterilisere mænd? Jeg synes, at der er en masse etik i det her dilemma, som man i hvert fald skal afklare, inden det skal kunne indføres, siger han til Berlingske.

'Der er meget, som ikke er realistisk'

Men ifølge professor Jørgen E. Olesen er det vigtigt at diskutere forslaget, selvom det måske ikke umiddelbart er realistisk. Det siger han i et interview med Ritzau.

- Der er meget, som ikke er realistisk. Det er det her ikke, fordi vi har ufattelig elendig regeringsførelse og blandt andet religion, som spænder ben for det. Det er sikkert kun realistisk i lande og stater med en meget stærk regering. Det har Kina, så måske kan det kun lade sig gøre der.

- Det er rigtig svært i demokratier og i lande, hvor religion spiller en stor rolle, fordi det ofte er imod religionens natur, fordi der er stærkt fokus på etiske spørgsmål og individets rettigheder, som også er i demokratier. Det, der kan være realistisk, er, at man begynder at diskutere det, således at regeringer, stater og religioner i det mindste ikke understøtter en stor børneflok.

Etbarnspolitik strider mod retten til at stifte familie og få børn. Hvad vejer tungest – hensynet til fællesskabet eller individet?

- Det er et svært etisk dilemma mellem individets og fællesskabets hensyn. Jeg synes, med de kriser vi står overfor, at fællesskabet må veje meget tungt her.