Institut: Alvorligt at optøjer kan stoppe ytringsfrihed

16x9
Røg og politi i gaden i Albertslund, mandag 15. april 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Der har været uro i København efter varslede demonstrationer. Et demokratisk problem, mener institutdirektør.

Ytringsfriheden får et alvorligt knæk, når det er muligt med vold og optøjer at få stoppet demonstrationer.

Det mener Jonas Christoffersen, direktør i Institut for Menneskerettigheder, efter at den yderligtgående islamkritiker Rasmus Paludan de seneste dage har afholdt eller forsøgt at afholde demonstrationer i og omkring København.

Flere er dog blevet rykket, aflyst eller stoppet tidligere på grund af uroligheder blandt fremmødte folk, og det skader ytringsfriheden, mener Christoffersen.

- Det er jo et problem, at Rasmus Paludan ikke kan få lov til at ytre sig. Det, vi har set, er ekstremt alvorligt i et demokrati, at man har den slags optøjer, siger han.

I stedet mener instituttet, at utilfredse borgere bør ty til fredelige moddemonstrationer eller blot ignorere ytringerne.

Kan få stor betydning

Fortsætter tendensen med, at grupper af mennesker gennem vold eller uroligheder kan forhindre andre i at udtale sig, kan det afholde andre fra at sige deres mening, vurderer Jonas Christoffersen.

- Det kan få den betydning, at folk generelt ikke vil ytre sig eller tør ytre sig, fordi de er bange for modreaktioner.

- Rasmus Paludan går tilsyneladende bevidst efter de mest provokerende måder at ytre sig på, og det er der heldigvis ikke mange, der gør på den måde. Så mon ikke ytringsfriheden nok skal klare sig i forhold til ytringer af hans karakter, siger han.

Rasmus Paludan, der er stifter og leder af det islamkritiske parti Stram Kurs, havde oplyst, at han ville afholde en demonstration først på Blågårds Plads og dernæst Emblasgade, der ligger henholdsvis på Nørrebro og Østerbro i København.

Begge er dog blevet stoppet af politiet.