Er kys, salt og mobiler virkelig farligere end rygning?

I Presselogen søndag afviste flere mediechefer, at de er med til at skabe et indtryk af, at rygning er mindre farligt, end det er.

Hvad er mest sundhedsskadeligt - usund mad eller rygning?

Et enkelt spørgsmål måske - men der er faktisk to mulige svar.

For på verdensplan viser en ny undersøgelse, at usund mad koster flest menneskeliv.

Men herhjemme er det stadig rygning, der slår flest ihjel.

Og den nuancering mener Kræftens Bekæmpelse, at medierne glemte, da de for nyligt formidlede historien om den videnskabelige undersøgelse.

- Medierne har taget den her store internationale undersøgelse og ikke gjort sig umage med at sætte den ind i en dansk kontekst. De har lavet overskrifter, der giver indtryk af, at usund kost for den enkelte er farligere end rygning. Og sådan er det ikke. Vi har maser af undersøgelser, der viser, at rygning er i en liga for sig, når det handler om risikofaktorer for kræft og andre alvorlige sygdomme, siger Mette Lolk Hanak, der er forebyggelseschef ved Kræftens Bekæmpelse.

Jyllands-Posten og BT har efterfølgende rettet og tilføjet oplysninger til deres artikler – også selvom der, ifølge chefredaktør på BT Michael Dyrby, ikke var noget forkert i den oprindelige artikel, da der ikke eksplicit står, at den handler om Danmark.

Chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen, havde gerne set, at deres overskrift havde stået skarpere:

- Jeg kunne godt have undværet det med ”Husk at spis din frugt” i overskriften. For der indikerer vi, at det gælder hver enkelt dansker. Men der står længere nede, at det handler om en international undersøgelse, og jeg synes ikke, man kan kræve, at vi decideret fordansker alle videnskabelige undersøgelser.

Er kys, salt og mobiler farligere end rygning?

Ovenstående eksempel er langt fra det eneste, hvor medierne har skrevet om, at andre faktorer er farligere end rygning.

En hurtig google-søgning viser en flittig brug af formuleringen: ”xxx er farligere end rygning”. Det gælder eksempelvis både dovenskab, kys, for lidt søvn, udbrændthed, salt og mobiltelefoner.

Verden er jo så forfærdelig, at der sagtens kan være flere problemer end ét.

Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske

I Presselogen søndag afviste mediecheferne dog, at de er med til at skabe et indtryk af, rygning er mindre farligt, end det er.

Både Ulla Pors, chefredaktør på TV 2 NEWS, og Palle Weis, opinionsredaktør på Jyllands-Posten, mener ikke, at seere og læsere kan være i tvivl om, hvor sundhedsskadeligt det er at ryge.

Og Tom Jensen tilføjede:

- Verden er jo så forfærdelig, at der sagtens kan være flere problemer end ét. Hvis Kræftens Bekæmpelse eller andre er bekymrede over, at der ikke er fokus på, at rygning er farligt, synes jeg, det er uforståeligt.