Regeringen opretholder grænsekontrollen

16x9

Regeringen har fredag orienteret Europa-Kommissionen og de øvrige Schengenmedlemsstater om beslutningen.

Grænsekontrollen forlænges igen, og igen er det med yderligere seks måneder.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet. Den stod til at udløbe 11. maj.

Dermed fortsætter grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse frem til 12. november 2019.

Lave indrejse- og asyltal

Terrortruslen mod Danmark er fortsat til stede, lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Selvom vi lige nu ser, at indrejse- og asyltallene er forholdsvis lave, så ændrer det ikke på, at der fortsat er et pres på Europas ydre grænser. Vi ser også en risiko for, at dem, der allerede er indrejst i Europa, rejser rundt mellem landene uden opholdstilladelse. Terrortruslen mod Danmark er fortsat alvorlig, hvilket gør grænsekontrollen nødvendig, siger Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i pressemeddelelsen.

Regeringen har fredag orienteret Europa-Kommissionen og de øvrige Schengenmedlemsstater om beslutningen.

Danmark har haft midlertidig grænsekontrol siden 4. januar 2016. Og den er blevet forlænget flere gange.

Begrundes med terrortrussel

Indtil slutningen af 2017 har kontrollen været begrundet i migrationsstrømmene og den manglende kontrol med EU's ydre grænser.

Men EU's migrationskommissær meddelte i løbet af 2017, at den danske kontrol på grund af Schengen-reglerne ikke kunne forlænges efter 12. november 2017.

Siden åbnede EU-Kommissionen dog for, at Danmark - og andre medlemslande - kan forlænge kontrollen, hvis den begrundes i terrortruslen.

Netop den begrundelse har regeringen benyttet sig af ved forlængelserne de seneste gange.