Styrelse politianmelder fyret flyvelæge

16x9
Der er mistanke om embedsmisbrug. Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix (arkiv)

Politianmeldelsen kommer efter styrelsen har undersøgt relationen mellem flyvelægen og klinikken doctors.dk.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har nu politianmeldt en fyret læge, der var ansvarlig for tilsyn med såkaldte flyvelæger.

Det oplyser styrelsen på sin hjemmeside.

Udover at føre tilsyn med flyveledere og piloter i Danmark drev lægen klinikken doctors.dk, der udførte helbredsundersøgelser af piloter. Den valgte Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen op til weekenden at lukke med øjeblikkelig virkning samt afskedige lægen efter mistanke om embedsmisbrug.

Det er dybt alvorligt, at der er mistanke om, at en ansat har misbrugt sit embede som styrelseslæge

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen

Efterfølgende har der været undersøgelser af blandt andet relationen mellem flyvelægen og klinikken.

- På dén baggrund har styrelsen i dag meldt såvel doctors.dk som dens indehaver til politiet. Det er herefter op til politiets efterforskning at afgøre, om der er basis for at gøre et strafferetligt ansvar gældende, lyder det fra styrelsen.

Har overtrådt reglerne på flere områder

En flyvelæge har en særlig uddannelse i at vurdere piloter og flyvelederes fysiske og mentale tilstand og erklære dem egnede.

I kølvandet på fyringen fra styrelsen har lægen tillige fået inddraget sin tilladelse til at fungere som flyvelæge via sin klinik doctors.dk. Styrelsen skriver, at der er en mistanke om, at klinikken har overtrådt reglerne på flere områder. Der er blandt andet indikationer på, at klinikken har anvendt lægestempler på uretmæssig vis.

- Det er dybt alvorligt, at der er mistanke om, at en ansat har misbrugt sit embede som styrelseslæge. Det har svækket tilliden til styrelsen som offentlig myndighed, udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

- Jeg er klar til at tage de nødvendige skridt, som skal sikre, at vi får ryddet op på området, udtaler han.

Det særlige helbredstjek, kaldet en medical, skal piloter og flyveledere have udført en gang om året.

2000 piloter indkaldes

Efter fyringen har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen indkaldt cirka 2000 piloter og flyveledere til nye helbredsundersøgelser.

- Styrelsen har besluttet at indkalde alle klasse 1- og klasse 2-piloter samt flyveledere, der har gennemgået deres helbredstjek på den pågældende klinik inden for de seneste 12 måneder, til en fornyet helbredsundersøgelse, skrev styrelsen mandag.

Man er stadig i gang med at få et overblik over, hvor mange tilfælde der er tale om.