Chefredaktører kritiserer Ekstra Bladet for at rådgive om socialt bedrageri

16x9
Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen mener, at brevkasseindehaverens svar er inden for skiven. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Ekstra Bladet stiller sig på linje med banker, der rådgiver om skattefusk, lyder kritikken fra Børsens nyhedsdirektør.

Har Ekstra Bladet blot gengivet virkeligheden, eller har avisen bidraget til en amoralsk opskrift på, hvordan man får fingrene i en social ydelse?

Det debatterede panelet i dagens udgave af Presselogen, efter socialrådgiver Puk Sabber har givet et økonomisk råd i sin brevkasse i Ekstra Bladet under overskriften ”Kommunen kræver at min søn lever af sin børneopsparing”.

Her skrev en læser med et spørgsmål om, hvordan hendes søn, der gerne vil modtage kontanthjælp mellem to uddannelsesforløb, skulle navigere, når han samtidig har en børneopsparing:

- Kan man undgå, at de opsparede midler bruges, inden han påbegynder ny uddannelse? spurgte læseren.

Socialrådgiveren Puk Sabber svarede læseren:

- Jeg ved, at flere i din søns situation fravælger at modtage offentlige ydelser i en periode, indtil de har fundet ud af at 'investere' opsparingen undervejs - altså at ommøblere den (…) Derfor venter nogle et stykke tid med at ansøge om ydelse. (…) Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er moralsk korrekt, og jeg vil ikke rådgive nogen til at gøre det.

Ekstra Bladet svækker demokratiet

Men det forbehold er ikke nok for Børsens nyhedsdirektør, Nikolaj Sommer, som mener, at Ekstra Bladet stiller sig på linje med, hvis banker rådgiver om skattefusk.

- Jeg synes, det er på den gale side af, hvad vi som medier skal fremme. Vi er sat i verden for at fremme demokratiet og ikke for at svække det, som jeg synes, Ekstra Bladet gør her, siger Nikolaj Sommer.

Chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, kan dog ikke se et problem.

- Hun vejleder jo ikke nogen her. Hun siger jo netop, at hun ikke vil rådgive til det her. I en brevkasse fortæller hun, hvad der er nogen, der gør, og så fortæller hun, at hun er uenig i, hvordan lovgivningen håndteres. Jeg vil gerne have nogle brevkasseredaktører, der har en holdning, siger Poul Madsen.

Men Poul Madsen var i mindretal i Presselogen.

- Selvfølgelig er det her et problem. Brevkasseredaktøren fortæller jo ikke, at man kan snyde, men hvordan man kan gøre, supplerede Politikens chefredaktør, Christian Jensen.

Ekstra Bladet rådgiver om socialt bedrageri, mener Børsens nyhedsdirektør

Politisk kritik

Fra politisk hold er der også kritik af Ekstra Bladets rådgivning.

- Ekstra Bladet lægger spalteplads til en socialrådgiver, der tager hele sin faggruppe til indtægt for en holdning om, at man skal ommøblere sin formue en lille smule, fordi så kan man få snablen ned i fællesskabets pengekasse. Det, synes jeg, er besynderligt, siger Laura Lindahl, beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance.

Og hos De Radikale ser man på helt samme måde på brevkassesvaret.

- Man må forvente, at man i en brevkasse får en redelig instruks i, hvad der er ens rettigheder, muligheder og pligter, men ikke en instruks i at snyde. Hvad nu, hvis den unge mand bliver taget i at begå socialt bedrageri, er det så Poul Madsens skyld? lyder det fra Rasmus Helveg Petersen, beskæftigelsesordfører for De Radikale.

Men det ansvar vil Poul Madsen ikke påtage sig.

- Det er jo ikke en instruks. Jeg tager ikke det ansvar. Brevkasseredaktøren fortæller, at der er nogen, der gør det. Ikke, at man skal gøre det.

Se eller gense hele Presselogen på TV 2 Play