29-årig har sex med træer og mos

Den økoseksuelle bevægelse forener to af tidens største tendenser, mener fremtidsforsker.

Hvis et træ bliver knaldet i skoven, og ingen ser det, er det så overhovedet blevet knaldet?

En lommefilosofisk indledning på en artikel om et emne, man nemt kunne affeje som plat. Men som måske gemmer et dybt budskab.

Mød Mathias.

Mathias Risberg siger, at han to gange har oplevet at få orgasme ved at have sex med naturen.
Mathias Risberg siger, at han to gange har oplevet at få orgasme ved at have sex med naturen. Foto: TV 2 Echo

Han er en 29-årig svensker, der er helt vild med naturen. Så vild med den, at han fire til fem gange om året tager ud og har sex med den.

Han sniffer til mosset, gnider sig stønnende op ad træer, giver skovbunden kække smæk bagi og smører sig ind i jord og mudder.

- Man kan sige, jeg bliver lidt seksuelt åben af det

Mathias Risberg

Det er som at møde Gud, fortæller han. Og det er to gange lykkes ham at få en orgasme.

Men det handler ikke bare om liderlighed. Det er nærmere en form for spirituel anerkendelse af naturen.

- Man kan sige, jeg bliver lidt seksuelt åben af det. Jeg bliver connected og separerer mig ikke længere fra jorden, siger han.

Økosex er en ting

Måske synes du, det lyder lidt sært. For mennesker har kun sex med mennesker, right?

Men den påstand er der en hel græsrodsbevægelse af såkaldt økoseksuelle, der er i gang med at pille fra hinanden.

Den økoseksuelle bevægelse har eksisteret i nogle år, og definitionen af økoseksualitet spænder ifølge en amerikansk økoseksuel kvinde, som mediet VICE har citeret, bredt. Fra dem, der nøgenbader og går nøgen på vandretur, til dem, der knalder træer og onanerer under vandfald.

Fremtidsforsker Mette Sillesen, der tidligere har været tilknyttet Future Navigator, og som i dag arbejder selvstændigt med speciale i blandt andet livsstil og spiritualitet, har holdt øje med den økoseksuelle bevægelse.

Hun mener, at den sammenkobler to af tidens mest markante tendenser: Sexpositivisme og bæredygtighed.

- Det handler om at give kærlighed tilbage til moder jord. Og hele den bæredygtighedsbevægelse, vi ser i hele forbrugerånden, handler jo meget om, at Moder Jord skal blive sund igen. Hun har det hårdt, og nu skal vi prøve at hjælpe.

Kloden som elsker

Bevægelsen startede i blomsterbørnenes vugge, San Fransisco, ført an af kunstnerparret Elizabeth Stephens og Annie Sprinkle. Økoseksualiteten skulle være en alternativ måde at genskabe kontakten med vores klode ved at elske den.

De to økoseksuelle pionerer har spredt budskabet gennem kunst og foredrag i det erklærede forsøg på at gøre miljøbevægelsen mere ”sexet og sjov”.

Og de er selv gået forrest og er blevet gift med både havet i Venedig og jorden i Kroatien.

- Jorden er vores elsker. Vi er vildt, lidenskabeligt og voldsomt forelskede, og vi er taknemmelige for dette forhold hver eneste dag

Økosex-manifestet

De har endda lavet et manifest for de økoseksuelle, og under det første punkt står der:

- Jorden er vores elsker. Vi er vildt, lidenskabeligt og voldsomt forelskede, og vi er taknemmelige for dette forhold hver eneste dag.

Stephens og Sprinkle var også dem, der gik i front for en større delegation af økoseksuelle til San Fransisco Pride i 2015. Her kom de med et opråb til LGBTIQ-miljøet om at få føjet et ’E’ for ecosexual til forkortelsen.

De økoseksuelle deltog også i priden i 2018:

Bæredygtighed sat på spidsen

Det er uvist, hvor mange personer på verdensplan, der har et seksuelt eller romantisk forhold til naturen, men det er ifølge Mette Sillesen formentlig stadig en relativt lille bevægelse.

- Flere bruger naturen på en ny måde. Måske har folk ikke direkte sex med den, men der er en ny kærlighed til den

Mette Sillesen, fremtidsforsker

Hun mener, at dem, der går ud og har sex med naturen, sætter bæredygtighedsidealet på spidsen, og at der ofte er et element af politisk aktivisme blandet ind i det.

Men den dyrkelse og forelskelse i naturen, som økoseksualitet er et udtryk for, er på vej frem med megatrends som for eksempel vinterbadning. Der er også ifølge Mette Sillesen i dag mere status i at have brugt en dag i naturen end at have ligget derhjemme og set Netflix. Og der florerer også en stemning i samfundet af, at folk ser sig selv som en del af naturen.

- Flere bruger naturen på en ny måde. Måske har folk ikke direkte sex med den, men der er en ny kærlighed til den.

Mette Sillesen forudser dog ikke, at vi skal til at vænne os til synet af nøgne mennesker, der parrer sig med træerne, når vi går søndagstur i skoven. Men hun er overbevist om, at den økoseksuelle bevægelse kan blive trendy. Dog formentlig i en lidt anden forklædning.

- Hvis nogle gør det lidt mere cool og lidt mere i stil med, hvordan man gør på Instagram, kunne det godt blive stort. Måske bliver det ikke det at gnide sine kønsdele op ad naturen, men at man tilbeder den eller mediterer i den.