Stem på din favorit: Her er årets aprilsnarre

16x9
Mikkel Hansen havde sin helt spæde søn med på balkonen på Københavns Rådhus, da han og resten af landsholdet vandt VM i håndbold i januar. Men fremover er det slut med nyfødte børn, når der skal spilles landskamp. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Slut med rosiner i bagværk og børn under håndboldslutrunderne. Se listen over årets bedste aprilsnarre, og stem på din favorit nederst i artiklen.

1. april er en begivenhedsrig dag, hvor både medier og virksomheder traditionen tro bringer opdigtede nyheder, der skal snyde læserne.

En del af de historier, der i år har haft til formål at snyde danskerne, tager udgangspunkt i aktuelle sager.

Således har Fængselsforbundet meldt ud, at der skal bygges et grimt fængsel – modsat det nye Storstrøm Fængsel, som får kritik for at minde mere om et hotel end et fængsel.

Også antallet af personale i daginstitutionerne er blevet genstand for spøg, da samkørselsvirksomheden GoMore har lavet en Facebook-video, hvor de beskriver, hvordan forældre er begyndt at sætte deres poder ind på bagsædet af fremmedes biler for på den måde at sørge for, at der er nok voksne omkring dem.

Radio24syv i vælten

Og så er der Radio24syv, som af flere årsager har fyldt i medierne på det seneste. Radiostationen er genstand for flere aprilsnarre. For det første skriver Ekstra Bladet, at Ghita Nørby, som for nyligt kom i vælten på grund af et portrætprogram fra lige netop Radio24syv, har fået sit eget radioprogram på P1 sammen med Malene Schwartz. 'Danske divaer' skulle programmet hedde.

Også DF, som har været foregangsmænd for, at Radio24syvs sendetilladelse skal tilhøre en redaktion, der befinder sig mindst 110 kilometer fra Rådhuspladsen i København, har brugt stationen i deres aprilsnar. På Twitter skriver partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, at partiet har i sinde at byde på den.

Afstemning

Positive reaktioner

Der er også en kategori af aprilsnarre, hvor modtagelsen af den falske nyhed i den grad er positiv.

Eksempelvis har Miljø- og Fødevareministeriet meldt ud, at det fremover bliver forbudt at putte rosiner i bagværk. Det skulle ifølge ministeren spare plejepersonale og pædagoger for utallige timers arbejde, de ellers bruger på at pille uønskede rosiner ud af boller og kager.

Også Næstved Kommune har lavet en aprilsnar, som nogle ville ønske var sand.

I et Facebook-opslag skriver de, at byen får en ny motorvej. I første omgang er der dog kun råd til at lade den gå i én retning, så to gange om dagen vil kørselsretningen blive vendt.

Herunder kan du se en oversigt over nogle af årets bedste aprilsnarre og stemme på din favorit.

Aprilsnarre 2019